Slægten Lottrup

Erik Kaarsberg Lottrup 

Min slægts historie

2003

 

Redaktion og grafik: Axel Spandet Lottrup

Alot@stofanet.dk

Vandkunsten, der siden 1500 tallet har stået i Lynderupgårds indre gård, er af usædvanlig karakter, og dens lige findes næppe. Stolpen i midten af trækarret har et bronzestøbt hoved med fire ansigter og en fælles fjerkrone. Hvert ansigt har en tud i munden, hvorfra kildevand vælder ned i karret. Vandet kommer fra en kilde i bakkerne bag gården, og føres til gården gennem en ledning der består af udborede træstammer

Vandkunsten regnes for den ældste i Danmark, men dens oprindelse er ukendt. Fjerkronen der pryder hovedet, minder mere om indianere end om Himmerland.

Oprindeligt har vandkunsten forsynet gården med vand og været hestevanding, og mange generationer har drukket af dens kildevand, således også min slægt, som vi senere skal se.

 Citatet på forsiden er fra Jeppe Aakjær’s ”Som dybest vand”!

 

Slægtsoversigt

Mandssiden

1. led	Hans Lottrup 1546 – 1600
2. led	Niels Hansen Lottrup 1575 -1640
3. led	Hans Nielssøn Lottrup 1610-1677	Ane Christensdatter
4. led	Mogens Christian Hanssøn Lottrup 1666-1713	Kirsten Nielsdatter
5. led	Niels Christianssøn Lottrup 1689 – 1751	Christence Mette Johanne Mogensdatter Leegardt 1719 – 1784
6. led	Mogens Leegardt Lottrup 1746 – 1803	Mette Marie Secher f. Friis 1749 – 1821
7. led	Ole Christian Secher Lottrup 1787 – 1873	Ingeborg Azer Jacobsen 1791 – 1866
8. led	Christian Lottrup 1809 – 1899	Jacobine Jensine Kaarsberg Kruuse 1816 – 1863
9. led	Hans Hollesen Dahl Lottrup 1851 – 1934	Elise Christine Lottrup 1857 – 1896Marie Augusta Louise Lottrup 1865 – 1938
10.led	Axel Kaarsberg Lottrup 1882 – 1964	Jenny Pedersen 1889 – 1958
11.led	Erik Kaarsberg Lottrup 1917 –	Ebba Inger Elisabeth Kjær 1922 – 1969 Birgitte Munklinde Spandet 1927 –

 

SLÆGTSHISTORIE

 

Indledning

Egentlig har jeg altid været glad, og vel også lidt stolt over, at have et specielt efternavn, og er i min sene alder både glad og taknemlig for, at det har været mig muligt at føre navnet videre.

Ofte har jeg gjort mig tanker om mine forfædres liv og har ønsket, at de havde efterladt sig breve eller andet, der kunne have fortalt om deres liv og virke, om deres tanker og forhåbninger og derigennem få viden om mig selv.

Vort barnebarn Anne Sofie var otte år, da hun i forbindelse med en irettesættelse erklærede: ”Jamen – jeg er født sådan, så jeg kan ikke gøre for det!”., og det kan man godt smile ad. Noget sandt er der vel også i det, men det er for let at slippe om ved det. Man må selv gøre en indsats. Jeg kan godt lide udtrykket ”Ingen sejr uden kamp”. Så voldsomme kampe har jeg nu ikke været ude i, men glæde og sorg har skiftet, og i en periode var glæden i det daglige ikke så stor. Siden har jeg glædet mig over livet og den gode hverdag.

Egentlig slægtsforskning til en stamtavle har jeg ikke beskæftiget mig med, men jeg har samlet en del viden om min slægt, som danner grundlag for min beretning.

I forbindelse med udredning af slægten gennem tiderne, har jeg benyttet uddrag af bogen om ”Slægten Leegaard”, der er samlet af J.P. Harbo og trykt som manuskript i 1919, og hvori der findes et afsnit om slægten Lottrup fra 1689 til 1919.

Endvidere har jeg brugt et forarbejde til en ”Stamtavle over Slægten Lottrup”, der er udarbejdet af Jørgen Seidelin Lottrup, 1889-1965, og indeholder slægtsbeskrivelse fra 1545 til ca. 1873

Begivenhederne omkring Mogens Lottrup som ejer af Lynderupgård er gået over i historien i forbindelse med dr. phil. Bodil Løgstrup afhandling: ”Bondeprotest på Lynderupgård 1781 – 1802”, der er udgivet 1986 på forlaget ”Modtryk”, og som jeg har benyttet i uddrag.

Se i øvrigt litteraturfortegnelsen.

I Klakring vest for Juelsminde finder vi ”Lottrup Skov” og ”Lottrup Ladegård”, og det er formentlig der, slægten har sin rod, og det er i Horsens, vi finder de første spor afslægten.

Vi begynder vandringen gennem tiden og opsøger slægten gennem de mange generationer, hvor jeg vil følge den lige linje fra far til søn med fremhævet skrift.

 

---

 

1., 2., og 3. led:

 

Hans Lottrup 1546 – 1600, ukendt hustru, hans søn Niels Hanssøn Lottrup 1575-1640 ukendt hustru. Og hans søn Hans Nielssøn Lottrup 1610-1677. Født i Horsens og gift med Ane Christensdatter. Student i Odense 1638. 1640 præst i Gudme på Fyn. Blandt seks børn finder vi Dorothea Hansdatter, der er kendt fra Hansted Klister ved Horsens, og en søn, der er

 

4. led:

Mogens Christian Hanssøn Lottrup 1666-1713, gift med Kirsten Nielsdatter. Han er købmand og driver købmandshandel i Horsens og efterlader sig en stor formue. Han dør i Vejle 1713.

Fire børn: Birgitte, Ellen, Maren og Niels.

 

5. led:

Niels Christianssøn Lottrup 1689-1751, blev som 49 årig gift med Christense Mette Johanne Mogensdatter Leegardt 1719-1

Deres tre børn:

5 a. Christian Lottrup, 1739-1803 gift med Maren Crone 1747-1825. Ingen børn.

Købmand i Odense, hvor han i 1791 byggede en købmandsgård i bindingsværk.

Forhuset findes ikke mere, men bag- og sidebygninger er i de senere år blevet

restaureret og indgår nu i et butikscenter under navnet ”Lottrups Gård”.

5 b. Karen Margrethe Lottrup, 1741- 1766, gift med Friederich Ursin, 1759 – 1786, urtekræmmer i København. 5 børn.

5 c. Mogens Leegardt Lottrup 1746 – 1803. Se senere.

Niels Christianssøn Lottrup døde i 1851, og hans enke Christence Mette Johanne Mogensdatter salig Lottrup indgik 28/11 1755 nyt ægteskab med skovfoged Jens Jørgensen Schydtz

Deres tre børn:

1. Jørgen Lottrup Schydtz f. 1758, bosat i Bergen, etatsråd, Justiarius i Bergen Stiftsoverret. Ridder af den kongelige Norstjerneorden.

4 børn: Jens, borgmester i Bergen. Christian, Hofprædikant i Christiania. Rasmus, stud. theol. i Christiania. Karen Margrethe Frederikke, ugift husholder for faderen.

2. Niels Christian Lottrup Schydtz f. 1759, skibsbygmester i Horsens.

3. Rasmus Schydtz f. 1762, forvalter på Gavnø.

 

6. led

Mogens Leegardt Lottrup 1746 – 1803 er født i Vejle. Han blev cand. jur., og begyndte sin karriere ved det større landbrug som fuldmægtig og ridefoged på Lerkenfeldt. Var fra maj 1773 til maj 1776 godsforvalter på Tjele, og inden han i foråret 1779 kom til Lynderupgård som godsforvalter, var han fuldmægtig hos Stiftsbefalingsmanden i Viborg.

1763 købte etatsråd Maltha Christian Friis godset Lynderupgård, der med sine gamle bindingsværks bygninger ligger usædvanlig smukt på næsset nord for Hjarbæk Fjord i Rinds Herred, Viborg Amt.

Hans datter Mette Marie Friis, f. 1748, blev i 1777 gift med toldinspektør Ole Christian Secher, der samme år købte Lynderupgård af svigerfaderen for 36 000 Rigsdaler*.

Allerede 31/1 1779 døde Ole Christian Secher, uden at ægteparret havde fået børn. Da de havde fået kongelig bevilling til stamfælde skifte, kunne Mette Marie salig Secher uden problemer fortsætte som ejer af godset.

1779 var Christian VII’s 13. regeringsår, og syv år efter Struenses henrettelse. De mange reformer, han havde nået at sætte i gang i sin korte ”regeringstid”, var begyndt at sætte spor. Stavnsbåndet var under ophævelse og nye landbrugsreformer var under forberedelse.

Kort efter Sechers død kom Mogens Lottrup til godset som godsforvalter. Han og Mette Marie blev i løbet af sommeren 1779 så glade for hinanden, at hun blev med barn, og da sørgeåret ikke var forbi, måtte de løse Kongebrev for at kunne blive gift.

   I bladet ”Samleren” 25 october 1779” bringes denne lille notits:

”I Anledning af Ægteforeningen imellem Velædle Herr Mogens Lottrup og Velædle Madame Mette Marie Friis, salig Sechers paa Lynderupgaard d. 23. October 1779” (efterfulgt af et lille digt).

De fik seks børn – se senere.

   Lynderupgård i Lynderup sogn, Rinds Herred, var på den tid en middelstor herregård, der bestod af en hovedgård med 38 tdr. hartkorn* , 67 fæstegårde på i alt 301 tdr. hrtk. og tiende af 68 tdr. hartkorn. På godset boede 47 husmænd, hvoraf halvdelen skulle yde en ugentlig arbejdsdag, mens resten skulle betale for huslejen.

Udover de privatretlige forhold mellem godsejer og hans fæstebønder/ansatte, havde han også en række offentlige beføjelser over for dem. Han var sidste led i det administrative hierarki, der forbandt fæstebonden med Rentekammeret/Kongen.

I 1779 betød det, at godsejeren skulle opkræve fæstebøndernes skatter, indestå for dem og indbetale dem til amtstuen. Han skulle præsentere et vist antal bønderkarle for landmilits sessionen til udskrivning som soldater. Han skulle foretage skiftebehandlingen efter sine afdøde fæstere og som overformynder stå inde for evt. arvemidler til umyndige børn.

Han skulle indrette skolevæsen og jordemodervæsen på sit gods, ansætte og lønne præster ved de under godset hørende kirker, sørge for vejforhold og meget mere.

Lynderupgård havde ikke birkeret**, det hørte under Herredsfogeden i Rinds-Gislum herred, men han havde frie hænder til at udøve administrationen af de pålagte opgaver, som han ville, blot ydelserne nåede frem.

Godset blev drevet efter det traditionelle mønster for en herregård, hvor arbejdet med gårdens bedrift blev udført som hoveri af fæstebønder, der havde lejet deres fæstegårde af godsejeren imod dels at yde hoveri uden vederlag, og dels ved at betale landkilde (afgift), der bestod af smør, korn etc.

Mens landgildet var nøje præciseret i de enkelte fæstebreve, var hoveriet ikke anført med tid eller måde, men blot anført f.eks. ”som sædvanligt”, og det blev udnyttet godsejerne.

Efterhånden som bønderne blev mere oplyste, og fik mere viden om deres rettigheder, begyndte de at protestere mod, hvad de fandt usædvanligt, og det gav anledning til mange klagemål, der ofte endte som langvarige retssager.

Hvis en godsejer ønskede at udvide eller forbedre sin bedrift, kunne han kun få arbejdet udført ved at indkalde fæstebønderne til hoveri, udover det sædvanlige, og det var i sådanne situationer tvistighederne med fæstebønderne opstod.

Udeblivelse fra hoveri var en alvorlig sag. Træhesten og korporlig afstraffelse var dog blevet afskaffet, men Øvrigheden så meget alvorligt på hoverisager.

Udeblivelse fra hoveri kostede bøder og kunne i værste fald medføre 1 – 2 måneder i Viborg Tugthus.

Da Malte Christian Friis i 1763 købte Lynderupgård, indledte han en tiltrængt effektivisering af godsets drift. Han begyndte en betydelig nyopdyrkning af heder og kær, der medførte forøget hoveri for fæstebønderne. Hans første svigersøn, Ole Christian Secher, fortsatte ikke dette arbejde, da han købte godset i 1777 men det blev genoptaget og forøget, da hans anden svigersøn Mogens Lottrup to år efter overtog ledelsen af godset.

Selvom Mogens Lottrup ikke var af bondeslægt, søgte han efter sin embedseksamen uddannelse i det større landbrug. Som ridefoged og fuldmægtig på Lerkenfeldt i Himmerland, og senere tre år som forvalter på Stamhuset Tjele har givet ham et grundigt kendskab til det store landbrugs driftformer og -problemer.

Med sine ca. 600 tdr. hrtk., har Tjele formentlig været flere tiår forud for Lynderupgaard i sin driftsform, og forholdet til fæstebønderne har formentlig været anderledes.

Hans uddannelse som jurist, og hans tid som fuldmægtig hos Stiftsbefalingsmanden i Viborg, gjorde ham i stand til selv at føre de mange retssager ved kommissions domstolen.

Som anført fortsatte og øgede Mogens Lottrup sin svigerfars modernisering af godset, og måske er han i sin iver kørt for hårdt frem. I løbet af de første par år fik han udvidet hovedgårdens drift ved at inddrage hede og engarealer, fik iværksat mageskifter, jord- forbedringer, og opførte nye stalde: Han tog to høslet i stedet for et og fik etablerede en stor studebesætning, og det var tydeligt, at det var en driftig og fremsynet mand, der havde overtaget godset.

Men effektiviseringen og forbedringerne betød at større gødningsmængder skulle køres ud, det større høstudbytte skulle tærskes og køres til salg, og i det hele gav det anledning til større aktivitet, der kun kunne gennemføres ved at indkalde fæstebønderne til hoveri, udover det sædvanlige

De meldte da også hurtigt fra og protesterede, og da de ikke blev hørt af godsejeren, klagede de til Øvrigheden.

Disse stridigheder indvirkede i høj grad på godsets drift, og er gået over i historien med dr. phil. Bodil Løgstrup’s afhandling: ”Bondeopgøret på Lynderupgård 1781- 1802.

I efteråret 1781 måtte Mogens Lottrup konstatere, at fæstebønderne havde indledt en – ”arbejde langsomt” aktion – som der ikke eksisterede straffe for. De smølede så meget med arbejdet, at rugen blev sået for sent, og der blev kun kørt 5 læs gødning om dagen pr. vogn, mod normalt 6, og der var ikke mere på vognene, end der kunne være på én!

Således fortsatte det, og Mogens Lottrup måtte bruge mange kræfter og megen tid på de mange stridigheder med fæstebønderne, som det medførte. I begyndelsen viste han eftergivenhed, men efterhånden måtte han tage skrappere midler i brug.

I en klage til Kongen af 20. august 1788 skriver han:

”Til alle tider har Lynderupgaards bønder i Lynderup, Rind og Låstrup været mig fortrædelige, uagtet al den skånsel og eftergivenhed jeg uafladelig har vist dem.

Deres hjerter er ikke derved forbedrede. Men deres mod er steget til overmod og deres fortrædeligheder til sammenrottelser, sammensværgelser samt den yderstegrad af opsætsighed og foragt for loven.”

 

Det lykkes faktisk for fæstebønderne at gøre ham mør, og han måtte indse, at han ingen vegne kom med de genstridige fæstebønder.

Derfor besluttede han at løse problemet en gang for alle ved at sælge bøndergodset fra, idet han 18. dec. 1797 ansøgte han Kongen/Rentekammeret om bevilling til at iværksætte en udstykning af bøndergodset.

Han indleder sin ansøgning således:

”Den uendelige proces, der i 3 år har stået og endnu står ved allernådigste højesterets imellem mig og Lynderupgårds hoverigørende bønder og disses vedvarende fortrædenhed, har gjort mig ked af min gode gård og dette ellers i denne egn ualmindelig gode gods, som jeg ønsker at sælge, helst til bønderne selv, om de ville købe, til hvilken ende det sidste deraf, nu er under udskiftning, som tilkommende sommer ventes fuldført”

I 1799 meddeles der ham kongelig bevilling til at sælge bøndergodset uden tab af hovedgårdens frihed, og han vinder sagen mod bønderne, men de trækker sagen i langdrag og indgiver anke.

Efter århundredeskiftet blev Mogens Lottrup så alvorligt syg, at han ikke mere kan deltage i godsets drift, eller udnytte den meddelte bevillingen til salg af bøndergodset, og efter tiltagende sygdom døde Mogens Lottrup i 1803 som 57 årig.

Meget af Mogens Lottrups liv og virke er gået med stridighederne med fæstebønderne, og har måske også medvirket til hans tidlige død. Alligevel har han formået at få godset i god drift, og har, som vi senere skal se, øget godsets bonitet.

Dr.phil. Birgit Løgstrup skriver i sin afhandling, at hun i sine undersøgelser har fokuseret på bøndernes protestaktioner, hvor godsejeren nødvendigvis fremtræder som en ubehagelig modpart, og hun fortsætter, der kan også fremstilles et andet billede af ham: Den fremadstræbende og reformivrige godsejer, der gennem forbedringer af både hovedgård og bondedrift ønskede at forøge det samlede udbytte til gavn for både sig selv og fæstebønderne.

Når Lynderupgårds bønder beklagede sig over de nye metoder, fremhævede han, at det forøgede udbytte, havde sat ham i stand til at levere foder til deres kreaturer, når deres eget slap op.

Hovedgård og bondebrug var én enhed.

Måske ville Lynderupgård Gods’s historie være blevet anderledes, hvis Mogens Lottrup havde kunnet opleve at drive godset efter frasalg af fæstegårdene.

5. maj 1803 dør Mogens Leegardt Lottrup, og stedes til hvile på Lynderup kirkegård.

Mette Marie salig Lottrup, som hun benævnes i sin enkestand, havde allerede i årene under ægtefællens sygdom ledet godsets drift og administration og taget vare på deres seks mindreårige børn, og som vi skal se i det følgende var hun en både klog og handlekraftig kvinde.

I nedenstående rørende skrivelse, som hun selv har skrevet, beklager hun den manglende levering af tørv, og vi får at vide, hvor alvorlig hendes mands sygdom er.

Underdanig Promemaria (ansøgning)

”Deres Højvelbårenhed ville nådig tilgive, at jeg i min Mands Sygdoms Forfald ulejliger med min dårlige skrift. Han er nu, Gud være lovet, oven senge, men hans hukommelse og tanke kommer vel ikke igen, og med rystende hånd kan han nu ej skrive mere. Hans Sygdom forøges meget ved Bøndernes Opsætsighed og Modvillighed i deres Pligters Opfyldelse. Vores Moses tørv har vi ikke endnu fået hjem eller kundet få tørre, som bekymrer ham meget. Da han desformedelst endnu ikke har kunnet opfylde Collegiets Forlangende, hvilket jeg givet mig den Frihed at indberette.”

Lynderupgaard, den 11. September 1802      

Underdanigst M.M.Lottrup

Mette Marie Lottrup

Maleri på Lynderupgård.

Foto: Kirsten Glerup

Allerede i 1789 havde Mogens og Mette Marie fået Kongelig Bevilling til stamfældeskifte, der betød at den længstlevende arvede, og at hun derfor igen blev ejer af godset.

For at kunne udbetale børnene deres fædrene arv, når de nåede skelsår og alder, (klare sig selv) indsendte hun 10. november 1803 nedenstående anmodning til Stiftsbefalingsmanden i Viborg:

Da jeg agter ifølge den mig dertil ved Kongelig Bevilling af 11. april 1789 givne Tilladelse at holde Stamfælde Skifte for derved at tildeele mine med min Afdøde Kiære Mand Hr. Lottrup til Lynderupgaard avlede Børn, deres Fædrene arv, men ingen af min Aføde Mands eller mine Slægt og Venner ere tilstæde eller i Provintsen uden Hr. Provst Winther, Giedsted og Sr. Johan Fridrich Hansen, som er i min private Tjeneste og desaarsagen lovligen undskylder sig, Saa er min Begæring til Høyvelbaarne Hr. Kammerherre Stiftsbefalingsmand Sehestedt som Øvrighed at ville anordne en God og Kyndig Mand til i forbindelse med Frenden Hr. Provst Winther at foretage Samfrende Skiftet, imellem mine Børn efter Deres afgangne Fader.

 

Børnenes fødte værge, Mogens Lottrup’s broder, købmand Christian Lottrup, Odense, havde set sig nødsaget til at frasige sig værgemålet på grund af sygdom, og han døde i øvrigt samme år.

Mette Marie Lottrup foreslår derfor, ”hvis det kan behage Deres Høyvelbaarenhed at beskikke Hr. Brand Directeur Dinesen, som en særdeles Ven af min Afdøde Mand, til i alle deele vaage for mine børns Vel”.

Det behagede Hans Høyvelbaarenhed at beskikke branddirektør Hans Georg Dinesen, som værge for børnene og allerede 22. november 1803 afsluttes skiftet, idet boets formue blev opgjort til 60 000 Rdl.

Fra skiftet anføres:

Mens Enken Madame Lottrup med Laugsværge, ville hellere ansees at tabe noget at sin virkelige Ret, end af levne Tvivl om, at være i nogen Maade Fauvoriseret under dette Skifte, hvorfor Hun med Hensyn tillige, til sin Families Vilkaar og Hendes Børns individuelle Gavn, proponerede: At udrede selv dettes Skiftes Bekostninger og Afgiften til den Kongelige Kasse, samt at complettere den Hendes Børn og Medarvingers tilkommende halve Bo, hvoraf Hun tager sin Broder Lod* efter Lovens til den Summa 30 000 Rdl. på følgende Vilkaar:

At Hun for hver af Børnenes Lodder stiller lovlig vurderet Pant i enkeelte deele af Stervboens faste Ejendomme, til næst anstundende Viborg Omslags Termin 1804.

Om endskiønt de umyndigedes Arvemidler blive hos Moderen i det Pant og mod den anordnede Sikkerhed, som Hun derfor stlller, indtil de vorder Myndige, saa udbetaler Hun dog deres lovlige Renter aarlig fra Snapsting 1804 at regne, dog saaledes: At af Hendes 3 ugifte Døtres Renter tilbageholdes 50 Rdl. for hver aarlig. Hvorimod hun forsyner dem i sit Huus med Kost og Klæder, og vil i sin Tid, hvis de med Hendes Samtykke sig i Ægteskab indlade, forsyne dem med lige saa god og anstændig Udstyr som Hendes allerede gifte Datter, forhen har fået.

 Hr. Kruuse paa sin Hustrus Vegne var fornøyet med denne hans Svigermoders Proposition i eet og alt – og den constituerede Værge, havde ingen Anledning til at modsætte sig disse Bestemmelser, hvorefter Arve Lodderne efter Afgangne Hr. Mogens Lottrup, bleve følgende:

Enken Madame Lottrup’s Broder Lod 6 000 Rdl., sønnerne Ole Christian og Niels Christian hver 6 000 Rdl. og de fire døtre hver 3 000 Rdl.

Og blev således med Stamfrænders Biefald dette Skifte – forenet og sluttet, samt i overens-stemmelse dermed og i Kraft deraf, samtlige Afgangne Hr. Mogens Lottrups faste og løse ejendomme og Rettigheder, hans efterlevende enke Mette Marie Lottrup født Friis, herved overantvordet, hvorfor ogsaa saadant med Haand og Segl, i Vitterlighedsvidners overværelse, stadfæstes.

 

Lynderupgård ut supra.

 

Skiftet giver et klart indtryk af Mette Maries klogskab og handlekraft, og at hun på bedste måde tog vare på sine børn og sine værdier. Således skal børnene, der nu er er blevet formuende, betale for deres ophold hos hende, og de skal ikke gifte sig med hvem som helst, hvis hun skal forsyne dem med udstyr.

Der var ikke problemer, da børnene etablerede sig eller blev gift, og datteren Christense fik som den første udbetalt sin arvepart 29/6 1804 og Niels Christian som den sidste 27/6 1808.

Mogens og Mette Marie Lottrup efterlod 6 børn og 23 kendte børnebørn:

6 a. Ane Christine Lottrup f 1780 blev 29/3 1805 gift med proprietær * Niels Hilleup Nissen, Ørndrup på Mors. Ingen børn.

6 b. Christence Mette Johanne Lottrup, f. 1782 blev 22/8 1802 gift med proprietær Peter Mørch Kruse, Mølskov ved Sindal. 1804 forpagter af Lynderupgård og senere Cathrinesminde. Blandt 3 børn Jacobine Kaarsberg Kruse gift med min oldefar Christian Lottrup.

6 c. Karen Bolette Lottrup f. 1783 blev 1/6 1804 gift med proprietær Peter Hansen Milling, Skårupgård, Tolne.

3 børn: Mogens, Sixtus og Christiane Mette Marie.

6 d. Anne Margrethe Cathrine Lottrup, f. 1785 blev gift med proprietær Niels Lauritsen Arrøe, Ågårdsholm, Salling.

3 børn: Mogens Christian, Laurits og Mariane.

6 e. Ole Christian Secher Lottrup f. 1786, proprietær gift 13/4 1808 med Ingeborg Azer Jacobsen, Holmgård, Skals. 11 børn – se senere.

6 f. Niels Christian Lottrup f. 1787. Hørmested ved Sindal.

2 børn: Mogens Ambrosius, f 1809 og Mette Marie f. 1810

Mette Marie salig Lottrup døde 21.maj 1821, 73 år gammel, og blev stedt til hvile hos sine afgangne ægtemænd på Lynderupgård kirkegård under den mindesten, som hun selv havde ladet fremstillet og lægge over graven.

Mindestenen har ikke fået påført hendes dødsdata. Årsagen hertil har formentligt været tidernes ugunst, der var simpelthen ikke midler hertil!

 

Mogens Lottrup fik ikke mange år som ejer af godset, men som det ses af hans skifte, efterlod han et velordnet gods i god drift og en betydelig formue.

Mette Marie Lottrup f. Friis boede på Lynderupgård i ca. 60 år, og oplevede i sin lange levetid mange skiftende situationer, som hun evnede at løse med stor klogskab og handlekraft, men en statsbankerot og landbrugskrise havde selv hun ikke mulighed for at løse.

Hun bør mindes som en del af Lynderupgårds historie, og der er god mening i, at der på godset hænger et maleri af netop hende.

Gravstenen på Lynderup kirkegård.

Foto: Jørgen Christian Lottrup

Indskriften på mindestenen:

Ecelef 12 v. 7’ de

 

Da Gud tog Aanden, som Gud gav, indtog han Jorden

som det var kommet af Støvet af

Velædle Hr. Ole Christian Secher

Født Aar 1739 D. d. 31/1 1779

Samt

Velædle Hr. Mogens Lottrup

Født Aar 1746. Døde d. 25. Maj 1803

Haver i sin Tid været Herrer til Lynderupgaard

og begge værdige og højagtede Mænd af

 

Velædle Mette Marie Friis

Født April 1749. Døde d.   180 .

Som og ønskede at hvile her. For med den Forklarede

at samles i de evige Glædens Boliger

Lad da Eftermænd i Fred da hvile disse Bene

Som i et fattigt Håb tildække denne Sten

indtil ved Jesu Røst vi alle kaldes at se og frydes i den evige store Gud.

 

Skiftet efter Mette Marie Lottrup’ bo var meget stort. Det ligger i Landsarkivet i Viborg, og er på 25 håndskrevne foliesider.

Som vi skal se nedenfor, var Danmark i årene inden hendes død, kommet i alvorlig økonomisk krise, der navnlig ramte landbruget. Større landbrug var usælgelige, selvom deres værdi var nedskrevet til en tredjedel.

Det ramte også i betydelig grad Lynderupgård og har plaget Mette Marie i hendes sidste år, og fik hendes formue til at forsvinde.

Hendes bo solgte godset til et konsortium, der købte det med henblik på ”spekulation”, men der skulle gå syv år, inden de i 1828 fik det solgt.

Køberne var brødrene Kjeld og Jens Kjeldsen, og med de to kom godset i gode hænder. Helt frem til 1981 sad slægten Kjeldsen som ejere af godset.

I 1995 købte Kirsten og Ove Glerup ”Lynderupgaard Gods”, og fik efter succesrige år i erhvervslivet en drøm om et liv på landet opfyldt og medvirkede til bevarelse af et nationalt klenodie.

Med nænsom og kærlig hånd lod de i løbet af få år foretage en omfattende og gennemgribende restaurering og modernisering af godsets gamle bindingsværks bygninger inde og ude, og har dermed sikret bevarelsen af Danmarks største, ældste og smukkeste bindingsværks herregård.

Tilbage til slægtsberetningen og tiden efter århundredeskiftet i 1800.

 

Første halvdel af det 18.århundrede hører til Danmarks vanskeligste år. Europa hærgedes gennem flere år af Napoleonskrigene, hvor Danmark havde valgt taberens side. Vi var i krig med England fra 1801 til 1814, og den ydmygende fred i 1814, medførte at vi måtte afgive Norge til Sverige, og at vi mistede vor flåde.

Krigen havde fuldstændigt udmarvet landets økonomi, og i 1813 måtte Danmark erklære sig statsbankerot.

Det medførte, at alle værdier blev nedskrevet til en sjettedel, og at den fra 1500 tallet gangbare mønt Rigsdaleren blev udskiftet med Rigsbankdaleren, der kun havde den halve værdi.

Landbruget mistede betydende markeder i England og Norge, der udløste en kata-strofal landbrugskrise, der kom til at vare til ca. 1830.

 

   Som vi har set, ramte disse forhold Mette Marie salig Lottrup, og ikke mindre kom de til at berøre hendes søn, der er

 

7. led:

Ole Christian Secher Lottrup der blev født 29/7 1786 på Lynderupgård,

Han var den første dreng i børneflokken efter fire piger, og fik navn efter sin mors første ægtemand. En broder, Niels Christian f. 178, sluttede børneflokken. De var 16 og 15 år, da deres far døde.

Ole Christians lyst stod til landbruget, og har sikkert håbet at kunne overtage Lynderupgård, men hans arvepart var ikke stor nok til, at det umiddelbart lod sig gøre det..

Meget tyder på, at han målbevidst søgte at skaffe de nødvendige midler for at kunne købe godset, og det vil jeg i det følgende prøve at argumentere for.

Kun ca. fem km. øst for Lynderupgård ved Skals å lå den gamle hovedgård Holmgård, der har mtr-nr. 1, Skals sogn, og var en ganske stor proprietærgård på 19,5 tdr. hrtk og et tiende på 46 tdr. hrtk.

I følge Trap’s Danmark var Holmgård fra 1400 tallet, og hovedbygningen en bindingsværksbygning fra ca. 1750. Gennem de sidste syv år, inden Ole Christian købte den, var den blevet handlet syv gange. I 1796 til 40 000 Rdl., og i 1799 havde Anders Laursen og Jens Nielsen købt den for 28 600 Rdl.

Af dem købte Ole Christian gården i 1808 for 24 300 Rigsdaler med 19 tdr. hartkorn samt Skals Kirkes to tiender på 44 tdr. hrtk., og hertil to gårde i Skals.

Som udbetaling brugte han sin arv og lånte resten af Stiftsøvrigheden i Aarhus.

De mange ejerskifter, gården havde haft indenfor få år, tyder på, at den var i dårlig drift og stand, da Ole Christian overtog den, men han har kendt gården og dens kvaliteter. Kun 12 år forinden var den blevet handlet til 40 000 Rigsdaler.

Han mening med at købe gården, har været at bringe den i god stand og drift, og ved salg skaffe midler til at nå sit mål at købe Lynderupgård.

Gammel tegning af Holmgård på Ole Lottrup’s tid.

Tekst under tegningen: Set fra østre og nodre side.

Jørgen Christian Lottrup’s arkiv.

 

   Ole Christian var kun 22 år, da han købte Holmgård. Samme år, 13/4 1898, indgik han ægteskab med den seksten årige Ingeborg Adzer Jakobsen født 29/7 1791, datter af købmand Ole Jakobsen og Ida Kirstine f. Sund, Nykøbing Mors. Navnet Adzer er fra hendes moders slægt.

I løbet af fem år lykkedes det Ole Christian Lottrup at få Holmgård sat i fuld drift. Besætningen blev udvidet og han indførte studedrift, det gamle ”kanikkefiskeri” ved Skals å fik han retableret med en ny ålegård, og de gamle bygninger med eg bindingsværk blev sat i stand.

I 1811 fyldte Ole Christian 25 år og hun 20 år, de havde fået to børn og et tredje var i vente. Arbejdet med at få gården i drift og bygningerne sat i stand skred godt og hurtigt frem, og alt gik godt med travle og gode dage for de to flittige, unge mennesker.

Formentlig i glæde over fremgangen, indstiftede de – på deres fælles fødselsdag 29/7 – et Mindebæger af sølv, hvori de lod indgravere deres initialer og årstallet 1811.

Mindebægeret fra 1811.

Det er fremstillet af sølvsmed H.C.F. Stilling i Viborg.

Det måler 10,5 cm i højden, 10 cm øverst og 7,5 cm nederst.

Dets oprindelige vægt var 13 Lod og 2 Kvint = 205 gr.

Det vejer nu 164 gr.

I sommeren 1812 har Ole Christian fået Holmgård i så god drift og stand, at han finder tiden inde til at sælge gåden. Han sætter en annonce i Aarhus Stiftstidende og indleder med at skrive, at han ”formedelst anden bestemmelse” agter at sælge, og det har sikkert været Lynderupgård, det har været bestemmelsen.

Alt på Holmgård er nu bragt i fuld drift, og det er ikke tilfældigt, at han udbyder gården til salg i juli måned, hvor naturen står i fuldt flor, og gården og dens omgivelser tager sig allerbedst ud.

Vi er så heldige, at vi har avertissementet fra avisen med hans egen beskrivelse af Holmgård, og alle dens herligheder.

Onsdagen 22. juli 1812 kunne man i Aarhus Stiftstidende læse følgende,

 

Gaard Salg:

 

”Formedelst anden Bestemmelse agter jeg underskrevne at sælge min iboende Gaard Holmgård beliggende Schaltz sogn, Rinds Herred, Viborg Amt.Ager og Enge Hartkorn 13 Tønder, 6 Skpr. og 1 Fjerdingkar. Sin Udsæd, som kan meget forbedres, er i Aar 12 Tdr. Gjøde Byg, 58 Tdr. Rug, 56 Tdr. Havre og 2 Tdr. 4 Skpr. Boghvede.

Jeg har boet her i fem Aar og har i den tid samlet 1 Aars Gjøde forud, som har været et Tab for mig, da jeg ej noget Aar har kunnet indtage saa megen Jord, som jeg burde men blive Fordel for Eftermanden, som kunde her hvilte jord og overflødig Gjøde. Der kan avles indtil 130 gode Læs Hø, og i dens betydelige gode Fædrift, hvoraf en Del let kan blive den bedste Eng, græsse vel 100 stk. Stude, derkan fodres for nuværende Tid af Gaardens Avl. 50 Stk. Kreaturer, 10 Bester (heste) og 100 Stk. Faar. Af Ildebrændsel har den overflod af Mose og flere Tørve – betydelig Fiskeri af Aborre, Brasen, Aal samt Helte i en nybygget Aalegaard.

Bygningerne ere Egebinding med Mur, smukke indrettede og meget af nyt istandsat, saa….? Ikke kan frastøde nogen honet familie, ja Bygningerne skulde ej kunde sættes i disse Tider med 30 000 Rdl.. Som Gaarden med sine Herligheder, ikke meget skal overskride, beliggende 1 Mil fra Limfjorden, 2 Mile fra Viborg, 3 Mile fra Hobro. Liebhavere af slig en Ejendom kan være af den Godhed at tage eller lade tage samme i øjesyn, og jo før jo hellere at handle med mig på Stede”t.

Holmgaard 16. Juli 1812.

O.C. Lottrup

Afskriften er foretaget af Ole Christians sønnesøn, Christian Lottrup, (1857 – 1908), der var spritfabrikant i Århus, og den beror i Jørgen Christian Lottrup’s arkiv.

Ole Christian skriver godt, og man får et klart indtryk af Holmgård, og dens skønne beliggenhed og herligheder, alt det nye, han har tilført og dens bonitet og muligheder. Vi får kendskab til besætningens størrelse, bygningernes beskaffenhed med eg-bindingsværk nye indretning og endelig den nye ålegård.

Han anfører, at en rimelig pris for alle herlighederne ikke vil overskride 30 000 Rigsdaler, og man bemærker, at de to gårde i Skals og Skals Kirke med tiende ikke er med i handelen

Vi ved ikke, om der var købere til gården. Formentlig har der ingen været, og gården blev da heller ikke solgt. Landbrug og navnlig store landbrug var på den tid usælgelige. Årsagen var den forrygende inflation som landets økonomi havde befundet sig i siden 1800 tallet, og som netop i 1812 kulminerede og førte til Statsbankrotten 5/1 1813

Ole Christian måtte se sine drømme om Lynderupgård briste, og han måtte stille sig tilfreds med Holmgård.

Vel var Holmgård ikke en herregård, men som vi kan læse i Ole Christians beskrivelse af gården, var den ikke så ringe endda, men de økonomiske forhold havde ændret sig. Ole Christian kom til at opleve endog meget barske økonomiske forhold i årene der fulgte, og det kan vi følge i Ting- bogen for Rinds-Gislum Herred i forbindelse med de ejendomshandler han foretog indtil 1844, og som her bringes i uddrag:

3. april 1812 sælger han de to gårde i Skals til Jens Ring og Christen Høgh fra Skals Skals, uden at vi kender salgssummerne. 27/6 1814 køber han af Christen Høegh 2 andele i Hersom Kirke for 1333 Rigsbankdaler. 18/12 1818 køber han af sin mor, Mette Marie salig Lottrup, Lynderupgård, ”Løvelbro Ene” der ligger i Bjerregrav sogn og er på 4 td. htk. 1 ¼ album for 320 Rigsbankdaler.

Efter 1820 går det helt galt for ham, og en arv efter moderen er det ikke blevet til. Han har ikke kunnet betale renter og afdrag på sin prioritetsgæld, og kreditorerne har sat Holmgård på auktion, hvor det højeste bud er på 3000 Rbd. Sølv.

Ole Christian, der er blevet Forligelseskommissair for Rinds Herred, forhandler med sine kreditorer, der er Stiftsøvrigheden for Aarhus Stift, der behandler ham godt. Det ender med at Stiftøvrigheden køber Holmgård d. 22. dec. 1826, og Ole Christian kan blive boende som forpagter af gården.

Gårdens prioritetsgæld var da:

Viborg Hospital                                                           466 Rbd. 4 M. Sølv

Aarhus Hospital                                                         560 Rbd. Sølv,

Aarhus Domsognskald                                    2800 Rbd. Sølv,

Støvringgårds Jomfru Kloster   8640 Rbd. Sølv.

Købesummen aftaltes til 3000 Rbd. Sølv, der var det højeste bud på ovennævnte auktion.

I 1830 er tiderne for landbruget blevet bedre, og Ole Christian forhandler igen med Stiftsøvrigheden, men nu om at købe gården tilbage, og han får oprettet kontrakt om igen at overtage Holmgård.

5. dec. 1832 læser vi bl.a. følgende i tingbogen:

”….da Forligelseskommissair Ole Christian Lottrup nu har opfyldt den hoshæftede med ham om Holmgård i Rinds Herred med tilhørende Tiender under 6. Sepb.1830 oprettede Kjøbekontrakt, i det han ved contant af indbetale 2000 Rbd.Sølv og ved at udstæde Panteobligation til Støvringgårds Jomfru Kloster for 3000 Rbd. Sølv har berigtiget Kjøbesummen 5500 Rbd. Sølv, foruden at overtage den Holmgaard perpetuerede Kapital 466 Rbd. 4 M. Sølv til Viborg Hospital, saa tilskjøder og overdrager vi herved……”

Det anførte viser tydeligt, hvor voldsomt og fatalt Statsbankerotten havde ramt landet, og navnlig, hvor vanskeligt det var at tage vare på sine værdier.

Uden tvivl var det en stor dag i Ole Christians liv, da han kunne underskrive skødet, og igen blev ejer af Holmgård.

7. dec. 1843 solgte Ole Christian endeligt Holmgård – uden tiender – til Peder Christian Dockedahl for 12000 Rdl. Sølv.

I 1839 købte Ole Christian som 54 årig igen en ældre, forfalden gård, der lå smukt i vestkanten af Hammershøj omgivet af en lille skov. Gårdens avlsbygninger blev sat i stand, driften blev moderniseret, og et nyt stuehus stod færdigt i 1840, da han med sin store familie flyttede til Hammershøj.

Gården kaldte han Lottrupgård, og endnu kan man på stuehusets gavl mod vejen, finde Ole Christian og Ingeborgs initialer og årstallet 1839.

I gårdens have står en stor blomsterkumme, der oprindelig var et saltkar udhugget i granit, og som blev taget med fra Holmgaard.

Livet gik nu videre i den store familie, hvor de ældste havde forladt hjemmet for at blive uddannet. Der var stadig en stor børneflok tilbage, der, som det var sædvane på den tid, blev undervist i hjemmet af en ”frøken af stand”. Hun boede og levede i en årrække på gården som en del af familien og underviste og opdrog børnene.

Ole Christian Lottrup gjorde sig bekymringer om sønnernes videre uddannelse. Det kommer til udtryk i en brevveksling i en arvesag, som han i 1829 havde med sin fars halvbroder, den meget lærde Etatsråd, Justiarius ved Bergens Stiftsoverrret, Jørgen Lottrup Schydtz. Ridder af den kongelige Norrstjerne (se 5. led).

Ole Christina Lottrups brev til Jørgen Lottrup Schydtz har vi ikke, men vi har svaret på brevet*, der her bringes i nogle uddrag.

Først takker Jørgen Lottrup Schydtz for den godhed og opmærksomhed, som Ole har vist ham ved at tillægge sin yngste søn fra 1828 hans navn, idet han udtrykker håbet om at drengen må blive opdraget til en kristelig og dydig vandel og i ungdommen lære det, hvormed han siden kan erhverve sit brød., og tilføjer, at enhver retskaffen mand er agtværdig i sin stand og den stilling, Forsynet har sat ham i, og fortsætter:

”Sørg derfor ikke over, at du ej har evne til at holde dine sønner til studeringer. Have de lært et godt håndværk og udmærke sig ved flid, duelighed og redelighed, ville de hverken savne agtelse eller brød, og er måske lykkeligere end dem, der med store omkostninger har dannet sig til Embedmand og længe må vente på embede

   Jeg har holdt 3 sønner til studeringer. Jens på 37 er blevet borgmester i Bergen, men er endnu ugift og hans helbred har lidt megen skade ved det stillesiddende, anstrengende arbejde. Sønnen Christian er Hofprædikant og garnisonens præst, han er gift og har to børn. Min yngste søn, Rasmus, 26 år, læser teologi ved universitetet i Christiania. Min datter på 37 år er ugift og svagelig, men hun har siden min kones død i 1814 bestyret mit hus til min fulde tilfredshed”.

Tiden har vist, at Ole Lottrup kunne spare sig sine bekymringer. Selvom ægteparrets mange børn måtte ”nøjes” med undervisning i hjemmet, har de klaret sig godt. Som vi skal se, var alle børnene flittige, duelige og har hverken savnet agtelse eller brød i deres tilværelse. Næsten alle børnene blev meget gamle. To af sønnerne, der kom i handelslære i Århus, oplevede usædvanlige livs skæbner.

Senere i livet har han måske været mest bekymret for de tre ugifte døtre, Ida Petrea, Juliane Louise og Karen Bolette, der alle døde som halvfemsårige jomfruer. Måske har det bekymret ham, at han ikke kunne give dem en passende medgift, og frygten for at blive gift ”under stand”, har sikkert medvirket til deres skæbne.

Ingeborg Adzer Lottrup                                                                             Ole Chriastian Lottrup

Frantz. Meyer foto fra ca.1860.

Som vi har set var Ole Christian en flittig og driftig mand, der passede sit landbrug og overvandt tidens vanskelige økonomiske forhold, men han deltog også i det offentlige liv, og var, som tidligere nævnt blevet Forligelseskommissair for Rinds Herred.

Jens Ring Cleemann har i sin beretning om sit barndomshjem anført, at Ole Christian var medlem af Stænderforsamlingen* i Viborg. Det var han ikke, men han var som proprietær standsperson, og havde som sådan stemmeret og var valgbar til Stænderforsamlingen i Viborg, der bestod af 55 deputerede.

Det kan ses i arkivet, at han deltog i valgene i 1834, 1841 og 1847, men han bliver ikke valgt og formentlig heller ikke foreslået.. Det har været i den forbindelse, at han har ladet sig køre standsmæssigt til Viborg.

For sit virke i det offentliges tjeneste, blev Ole Christian Lottrup hædret med ærestitlen kancelliråd, der betød, at han kom i femte rangklasse, og at madam Ingeborg måtte kalde sig madame!

Frantz Meyer foto ca 1873.

Et langt, virksomt og rigt liv nærmer sig sin afslutning.

Her ser vi Ole Lottrup mæt af dage, kort inden sin død med fire af sine døtre og deres børn.

Fra v. Mette Marie Kirstine Boye, enke efter August Bøje, hendes søn Ole Christian Secher Boye, Juliane Louise Augusta Lottrup, Marthe Elisabeth Kathrine Meyer gift med Frantz Meyer og Karen Bolettte Lottrup. De to drenge er Martha og Frantz Meyers Hans Jørgen Christian og Oluf Marius.

Næsten 86 år gammel døde Ole Christian Lottrup 10/5 1873 i Hobro. Samme dag blev hans båre ført til Lottrupgaard, hvor båren stod til begravelsesdagen, og hvorfra den af sønner og svigersønner blev båret den lange vej til Hammershøj Kirke.

Efter højtideligheden i kirken blev han begravet i familiegravstedet, som han selv havde ladet indrette. Det ligger ret vest for kirkens tårn ved kirkediget, hvor en teglstensmur med en mindesten angiver, at det kancelliråd Ole Christian Lottrups familiegravsted. Oprindeligt var det store gravsted hegnet med et støbejernsgitter

I de seneste årtier er det alene Cleemann slægten, der bliver gravsat der.

1/7 1866 døde Ingeborg, og Lottrupgård blev solgt til sønnen Jens Ring Lottrup mens Ole Christian flyttede til Hobro med sine tre ugifte døtre.

Skals kirke med tiende overtog sønnerne, Malthe Conrad og Jørgen Schydtz Lottrup, der begge var kendte købmænd i Århus, hvor den ene tillige var ølbrygger og den anden brændevinsbrænder. Formentlig har de følt sig knyttet til Skals kirke og har villet fortsætte faderens interesse for kirken. De to varetog kirkens interesser til ca.1903, da staten og dermed menighedsrådet overtog landets kirker med tilhørende tiender.

Ingeborg og Christian havde begge fødselsdag den 29.juli. Igennem et par generationer var denne dato en festdag i familien, hvor de mange søskende med familier mødtes i Hammershøj for at fejre dagen på Lottrupgård.

Mindebægeret fra 1811 vist på side 12 gik i arv til sønnen Malthe Conrad, der i 1868 gav det i bryllupsgave til sin datter Ingeborg og hendes mand, Lars Christian Meulengracht. Fra deres bo arvede Hans D. Lottrup bægeret i 1914, i 1938 kom det til Johannes Lottrup, i 1967 til hans søn Knud, og siden 1995 har det været i min varetægt.

   Ingeborg og Ole Lottup efterlod 11 børn og 24 børnebørn, som jeg i det følgende vil jeg fortælle om og prøve at belyse familiernes sammenhæng, de enkelte personer og deres liv.

Som man måske har bemærket, hørte det til slægtskabet, at man opkaldte børnene efter familiemedlemmer. Navnet Christian går således igen i hvert eneste led, og man er ikke veget tilbage for at genbruge yderst særprægede navne.

Ingeborg og Ole Lottrups børn:

7 a.            Christian Lottrup 1809–1897, min oldefar på mandssiden vil jeg vende tilbage

til.

7 b.           Oline Nicoline Lottrup, f. 1811 – ? gift med Hans Hollesen Dahl som min farfar

er opkaldt efter.

Ingen børn. Han var gårdejer, og boede i sine sidste år i en villa i Kristrup ved

Randers.

7 c. Mette Marie Kirstine Lottrup, 1813-? Blev gift med August Boye 1814 –1867,

der først var købmand i Viborg og blev inspektør på bryggeriet Ceres, Århus.

Et barn: Ole Christian Secher Boye 1850–1913 gift med Betty Marie Madsen

Gram 1887 – ?. Lærer ved Vejen by skole 1878–1911. 6 børn.

7 d.    Malthe Conrad Lottrup, 1815–1870 gift med Maren Bech, f. Wissing. var købmand og ølbrygger i Århus og stifter af bryggeriet Ceres

Et barn: Ingeborg Christiane Lottrup, 1846 – 1904.

Malthe Conrad Lottrup havde i flere år været ansat hos købmand N.H. Beck i Vestergade i Århus. Da Beck døde i 1843 giftede Malthe Conrad sig med enken, tog borgerskab og overtog den store forretning, der foruden at handle med produkt, tømmer og kolonial også bryggede øl. Efterhånden blev købmandshandlen opgivet til fordel for ølbrygning, der i 1856 blev til ”Bryggeriet Ceres”.

Han blev syg af tuberkulose og døde i 1870, men forinden havde han kaldt svigersønnen, Lars Christian Meulengracht hjem fra England for at videreføre bryggeriet. Meulengracht var i lære hos Malthe Conrad og blev i 1868 gift med hans datter Ingeborg

Christiane Lottrup. De opholdt sig i England i forbindelse med hans uddannelse, da de blev kaldt hjem. Med Meulengracht, var den helt rigtige, blevet ejer af bryggeriet, og under hans ledelse blev ”Bryggeriet Ceres” ført frem til en meget stor virksomhed.

Lars Christian Meulengracht førte sig frem som den betydningsfulde mand han var i Århus. Han kørte med hestetrukken ekvipage, havde personlig tjener og tjenerskab, og etatsrådinden havde fast modtagelsesdag. Ved hans død lå der ca. 6 000 flasker vin i hans vinkælder.

Han sad i Århus byråd i 14 år, var etatsråd, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Ægteparret tilbragte vintrene i Monte Carlo, hvor han døde i 1903. Ingeborg døde i 1904 i Århus. De havde ingen børn.

En nevø, Severin Claudius Wilken Lottrup, havde i sin skoletid ophold hos Ingeborgs forældre. Hun fattede godhed for ham, og det gjorde ham til deres universalarving. Han var i en årrække forretningsfører på Ceres.

7 e             Ida Petrea Lottrup, 1817–1908.

7 f             Juliane Louise Augusta Lottrup, 1819–1908.

7 g              Karen Bolette Lottrup. 1821–1912.

Som det ses forblev de alle tre ugifte og døde som halvfemsårige jomfruer. Der foreligger ikke nærmere oplysninger om deres liv og skæbner. Måske har de i deres yngre år været frøkner på større gårde som lærere og opdrager af gårdens børn. Da de formentlig ikke har mødt mænd af passende stand, og måske heller ikke har kunnet medbringe passende medgift, er de forblevet ugifte, og er som ældre pebermøer, vendt tilbage til den aldrende fader.

I næste generation skal vi møde deres niece, Ingeborg Azer Lottrup, der havde

modet til at gifte sig under sin stand.

7 h            Jens Ring Lottrup, 1824 –1895, min oldefar på kvindesiden vender jeg tilbage

til.

7 i      Else Kathrine Lottrup, 1826 – 1903 blev gift med Jørgen Peter Rasmussen. 1821 – ?, der var ejer af Dyrby Skovgård.

4 børn: Ingeborg Adzer Dorothea Rasmussen f. 1854, ugift museumsass. Oline

Kristine Rasmussen f. 1862, ugift lærerinde, Marie Juliane Louise Augusta Rasmussen f.1864 gift landmand Nielsen? og kreditforeningsdirektør Jørgen Conrad Lottrup Maltha-Rasmussen, f. 1870 – ?.

7 j              Jørgen Schydtz Lottrup, 1828 – 1907, blev gift med Laura Gjeding, 1835 –

1915, der var datter af købmand og brændevinsbrænder Hans Gjeding, Mejlgade i Århus, hvor Jørgen Schydtz Lottrup var handelsbetjent. Efter sit 50 års jubilæum som købmand, overdrog Hans Gjeding virksomheden til svigersønnen. Efterhånden ændrede han virksomheden til kun at omfatte brændevinsbrænding, således at han nu blev fabrikant.

I en biografi udgivet om hans søn, Christian Lottrup, 1857 –1908, kan vi læse

denne beskrivelse:

        

         ”Mejlgade 52-54 er en af de markante bygninger i Århus bykerne. Gjedings oprindelige gård var ombygget flere gange, men i 1886 satte J.S. Lottrup trumf på med det nye palæ i Mejlgade i italiensk stil. Samme år optog han sønnen i firmaet, men denne fik ikke meget at lave. Faderen var en dominerende personlighed, der ville være med overalt, og da han først døde 1907, fik Chr. Lottrup kun et års tid til at være selvstændig. Han havde da i en snes år brugt sine evner på andre områder – bestyrelser og komiteer, og endog byrådet lod han sig vælge til for at have noget at lave. Familien var en af byens mest velhavende”.

Firmaet førtes videre under navnet: ”J. S. Lottrup & Søns Fabrik”.

Jørgen Schytz Lottrup døde i 1907 og hustruen Laura i 1915.

Fire børn:

1. Anna Lottrup, f. 1856 gift med Niels Lauge Stampe, 3 børn,
2. Ole Christian Ingvard Lottrup 1857 – 1908, gift med Ellen Seidelin 1866 – 1915, blev handelsuddannet, og er navnlig kendt for sin meget aktive indsats i det offentlige liv i Århus, herunder opførelse af Århus Teater.
3. Ingeborg Azer Severine Lottrup f. 1860
4. Hans Gjeding Lottrup f. 1866 død samme år.

I forbindelse med Ole Christians udnævnelse til Ridder af Dannebrog i 1901, udarbejdede han en levnedsbeskrivelse, der er optaget Århus bogen fra 1968: ”Borgere i Byens Råd”.

Det er interessant læsning om forholdene i Århus på hans tid, og han giver en levende beskrivelse af sit liv og virke i Århus, og han er ikke uden selvfølelse, når han skriver:. ”at vi fører et lykkeligt samliv – med manden som kvindens overhoved og har tre prægtige drenge, som jeg håber alle lige som deres fader må komme til at tjene deres Konge og Fædreland, først ved som soldat at aftjene deres værnepligt” (en rigtig Lottrup hører jeg min kone sige).

Ulykkeligvis medførte en galdestenslidelse hans død som 5o årig. Størst har sorgen naturligvis været hos hans hustru og deres tre børn på 10, 15 og 19år, men også i Århus var sorgen stor.

Den evnerige og dynamiske mand fik ikke lov til at fuldende sit liv, og at videreføre den virksomhed, der i de kommende år stod overfor store forandringer..

I 1917 indførte Staten en så stor beskatning på brændevin, at den danske nation bogstaveligtalt blev ædru i løbet af 3 uger. Beskatningen steg fra 97 øre til 11 kr. og det var svært at klare, når daglønnen kun var 1 kr.

De mange små og store spritfabrikker og herunder ”J.S Lottrup & Søn” blev til ”De danske Spritfabrikker”, og den smukke ejendom Mejlgade 52-54 blev i 1916 solgt til Nobels Tobaksfabrik.

Ole Christian og Ellen Seidelin fik tre børn:

1. Fabrikant Jørgen Seidelin Lottrup 1889–1865, død ugift i USA.
2. Fabrikant Hans Gjeding Lottrup 1893–1953. 1 d atter død ugift.
3. Læge, dr. med Mogens Christian Lottrup 1898–1935 gift med sygeplejerske Ester f. Møller, 1902 – 1981. Mogens Christian Lottrup døde kun 37 år gammel af lungebetændelse i 1935. Hans kone Ester Lottrup med to børn i alderen 3 og 5 år, oprettede et rekreationshjem i Holte, som hun drev til 1964, hvorefter hun flyttede til Vejle, hvor hun døde i 1981.

To børn:

• Jørgen Christian Lottrup, f 1931, trælastdisponent, gift med Rita Marie f. Jensen i 1938. Husholdningslærer: To børn: Steen Christian f 1963 – og Thorkild Christian f. 1967 – 1988.
• Knud Mogens Lottrup 1934 – , lærer gift med Grete f. Nielsen f. 1940. Tre børn: Svend Mogens f. 1964, Niels Mogens f. 1966 og Lars Mogens f. 1972

7 k.            Martha Elisabeth Kathrine Lottrup 1831 – ?, gift 1858 med Franz Christian

Meyer, 183o – 1909. Selvom han var cand. pharm., uddannede han sig til fotograf. Fotografier var på den tid højeste mode, og måske også mere spændende end at være apoteker. Da han blev gift med Martha, boede de i nogle år hos svigerforældrene på Lottrupgård, hvorfra han udøvede håndværket som fotograf. I 1866 nedsatte han sig med fotografisk atelier i Hobro, som han solgte i 1875, og derefter blev apoteker i Mariager. Det er ham, vi kan takke for de gamle familiebilleder.

4 børn:

1. Hans Jørgen Christian Meyer, f. 1851, forvalter
2. Oluf Marius Meyer, f. 1864, cand. pharm, apoteker.
3. Nicoline Jeannette Louise Meyer f. 1868 g.m. Johannes Rohde
4. Maltha Meyer, f. 1871, teglværksejer.

Vi er nu nået til 8. led som er min oldefar Christian. Hans broder Jens Ring er også min oldefar, idet Christians søn Hans Hollesen Dahl Lottrup blev gift med Jens Rings døtre – først Elise senere Marie.

På grund af de tætte familierelationer, har jeg medtaget dem begge i beretningen, idet jeg begynder med Jens Ring, der benævnes 8. led (k – k for kvinde) mens Christian alene betegnes som 8 led:

8. led (k)

 

Jens Ring Lottrup, der er nr. 7 i børneflokken. Han blev født 23/9 1824 på Holmgård, Skals sogn.

Han ville gerne have været landmand, men hans far ville noget andet, og derfor kom han i lære som karetmager.

Efter læretiden fik han som 22 årig udlængsel og drog som ”gesell” = håndværkssvend på vandring i Europa, og hertil krævedes en ”Wanderbuch”, som legitimerede ham, og gav ham ret til at tage arbejde, efterhånden som han kom frem. På den måde ernærede han sig gennem de tre år, han var på vandring, hvor han alene medbragte en stok og en lille pose med sit grej.

Når han kom til en købstad og ville overnatte og måske arbejde et stykke tid, skulle han melde sig hos politiet og have et stempel i vandrebogen, og når han drog af sted igen, skulle han have et nyt stempel. Derfor er vi i dag i stand til at følge hele hans lange vandringstur gennem Tyskland, Schweiz, Østrig-Ungarn til Konstantinopel – nu Istanbul – i Tyrkiet.

Her opholdt han sig i mere end et år, inden han i august 1849 begyndte han den lange tur hjem til Hammershøj, og den 26/11 1849 ankom han til København.

Desværre har vi ingen beretning om hans oplevelser på den lange vandring, men hans originale vandrebog er i behold og beror hos Svend Cleemann i Viborg.

.

 

 

 
Wanderbuch

Udstedt i Storhertugdømmet Mecklenburg-Schwerin i 1846 for Jens Ring Lottrup..

  

 

Ruten som Jens Ring ifølge vandrebogens stempler har benyttet i tiden fra marts 1846 til han kom til København d. 26/11 1849:

 

Rostock

Freiburg

Pilsen

Lintz

Gratz

Niederdorfer

Leibach

Schweiz

Zürich

Bern

Murten

Neuchatel

Geneve

CoburgMarts 1846

6/4 1846

22/6 1846

 

18/7 1846

/9 1846

/10 1847

/3 1847

4/8 1847

10/8 1847

10/8 1847

14/8 1947

/8 1847

10/9 1847Rapper Schweil

Zürich

Libau

Passau

Wien

Wien

Tyrkiet

Adrianopoli

Constantinopel

Hamburg

Lübech

København

 

 13/10 1847

28/10 1847

8/11 1847

20/11 1847

/12 1847

4/4 1847

13/8 1848

2710 1848

14/8 1849

13/11 1848

19/11 1849

26/11 1849

 

Hjemme igen efter den lange rejse i vinteren 1849, byggede han et ganske stort hus på en grund, øst for Lottrupgård, og her etablerede han sig som karetmager eller vognmager, som han kaldte sig.

Der skulle gå næsten 5 år, inden han 28/6 1854 giftede sig med Johanne Jensine Frede- rikke Margrethe Bindesbøll, f. 1835, der var datter af lærer Hermann Spleth Bindesbøll og Elise f. Bloch.

Hermann var broder til biskop Severin Claudius Wilcken Bindesbøll og arkitekt Thorvald Bindesbøll, der var arkitekten bag bl.a. Thorvaldsens museum.

De fik otte børn – se senere

1854 var i Frederik VII.s sjette regeringsår og fem år efter, at Danmark fik sin første grundlov. Danmark havde i 1848-50 gennemført en heldig krig mod Preusserne, mens den ulykkelige krig i 1864 mod Tyskland medførte, at vi mistede Sønderjylland eller ca. 1/3 af landet, og igen måtte landet i mange år gennemleve hårde og vanskelige økonomiske vilkår”.

 

Jens Ring oparbejdede gennem årene en ganske stor virksomhed som vognmager og beskæftigede flere svende på værkstedet, hvoraf flere havde ophold hos familien- Da hans mor døde i 1866, og hans far gerne ville sælge Lottrupgård, købte han gården og flyttede vognmageriet hertil.

Nu fik han sit store ønske om at blive landmand opfyldt, og her fortsatte Johanne og Jens Ring deres travle og virksomme arbejdsår med deres store børneflok.

Jens Ring Lottrup og Johanne f. Bindesbøll

Foto ca. 1880: Chr. Meyer.

Sønnen Severin, der var otte år, da familien flyttende til Lottrupgård, har omkring 1913-23 skrevet erindringer om sit barndomshjem, som her bringes i uddrag:

         ”Min første erindring har jeg fra Johans død 1865. Vi legede, da han faldt så uheldigt, at han stødte panden ind i den skarpe kant på chatollet. Jeg husker, hvorledes han lå i sin lille kiste, og da han blev begravet fra dagligstuen.

         Min far var en streng, alvorlig mand, der ikke tålte modsigelse og forlangte lydighed. De lange vandreår, og at han var tvunget væk fra landbruget, havde måske taget det glade livsmod fra ham.

       Vi havde kun 2 min gang gennem plantagen til bedsteforældrenes gård. Bedstemor var klog, dygtig og myndig og har sikkert hjulpet mor: Det var værre med de tre ugifte svigerinder, der boede hos dem, og levede meget længe.

       Hos bedsteforældrene boede en tid den yngste datter, Martha Elisabeth, med sin mand cand. pharm. Meyer*, og deres søn Hans, som jeg legede med.

         Mor var mild og dygtig til al gerning, musikalsk og sang for os, men guitaren blev gemt

         væk, da børneflokken voksede og arbejdet øgedes. Alt, hvad der blev brugt i huset, forarbejdede hun selv. Uld og hør blev kartet og spundet, lys blev støbt med børnene som ”dyppere”, brød blev bagt og øl blev brygget.

         Min gamle mormor boede hos os til sin død. Morfar Hermann Bindesbøll havde været degn, men var blevet alkoholiker og levede uden fast tilholdssted. Engang imellem dukkede han op.

         Efter at vi flyttede ind på bedstefars gård, blev det en stor husholdning. Der var adskillige svende og lærlinge på værkstedet, der fik kost og logi, og flere af dem knyttede sig til familien.

         En ung pige hjalp til i huset, og en karl hjalp i landbruget, hvor vi havde 1 hest, 4 –5 køer, får og høns.

         Den store børneflok, som vi jo var, gik ikke i skole, men havde egen lærerinde, der hed Johanne Nielsen. Hun, der boede hos os i mange år, var meget dygtig, og vi holdt meget af hende.

En særlig dag i familien var 29. juli, der var bedsteforældrenes fælles fødselsdag. Da samledes familien fra fjern og nær. De to farbrødre i Århus med familier kom kørende med Postvognen med røde kuske og posthorn, og så var der fætre og kusiner at lege med”.

Beretningen slutter med betragtninger, der ikke er interessante for denne beretning.

Frantz- Meyer foto ca. 1895..

I midten: Jens Ring mellem sin kone Johanne og deres datter Olavia.

T..h. deres datter Marie og hendes mand Hans D. Lottrup.

I døren fra højre: Sønnen Severin – Olavias datter Louise – og Severins fætter Hans Meyer*.

Det to hattedamer er deres ægtefæller, og de to ens klædte drenge er Meyers Svend og Gustav.

Da Jens Ring blev ældre, afviklede han vognmageriet og solgte Lottrupgaard. Familien flyttede tilbage til det huset, han havde bygget i 1850, og her døde han 12. april 1895 og blev begravet i familiegravstedet.

Huset blev overtaget af datteren Olavia og hendes mand, dyrlæge Andreas Heinrich Cleemann, der fortsatte sin praksis herfra, og hos dem boede Olavias mor til sin død 29/3 1898.

  

Johanne og Jens Ring efterlod 8 børn og 24 børnebørn.

8 a.   Ingeborg Olavia Kristine Lottrup f. 1855 blev gift med dyrlæge Andreas Heinrich Cleemann f. 1849, med praksis i Hammershøj. Efter Cleemann’s tidlige død i 1905 fortsatte Olavia dyrlægepraksis’en med vikarer, indtil sønnen Johan Heinrich fik sin dyrlægeeksamen i 1909 og kunne tage over..

Deres 5 børn:

1. Johan Heinrich Cleemann f. 1887 gift med Karen f. Aaby. 5 børn: Inger Johanne, Grethe, Andreas Heinrich, Ellen Margrethe og Jørgen Olav.

Familien oplevede en stor sorg, da deres ældste søn Andreas Heinrich f. 1913, der var dyrlæge, og hans søn Johan Heinrich f. 1939, omkom ved en drukneulykke ved Udbyhøj 11/11 1956. De er begravet i familiegravstedet i Hammershøj.

1. Louise Dorothea Cleemann f. 1883 gift med dyrlæge Jørgen Jørgensen.

2 børn: Elisabeth – og Svend, der er landinspektør – har taget sin mors familienavn.

9. Jens Ring Lottrup Cleemann f. Ugift manufakturhandler i Skive. Han værnede om slægterne Lottrup-Cleemann, og navnlig familiegraven i Hammershøj, som ham sikrede bevaret, og selv er begravet under den sten, som han inden sin død havde placeret.

I 1940 byggede han en herskabelig villa i Hammershøj øst ”Lottrupgård”, som han

kaldte ”Lottruphus” og brugte til sommerbolig. Han havde også et par sommerhuse ved Glyngøre, som han stillede til rådighed for familierne i ferietiden.

I 1955 skrev han en beretning om sit barndomshjem, som bringes nedenfor i uddrag.

1. Johanne Bindesbøll Cleemann 1891 gift med proprietær Møller Andersen, ”Kringelhovgård”. Hammershøj.

En datter f. 1928. Død ugift.

1. Peter Frederik Cleemann f. 1892 gift med Nanna Elisabeth f. Busk. Overtog i 1914

Christian Lottrups gård ”Hejring Kirkegård”ved Klejtrup. Bl.a. på de vilkår, at de tog hans søn, Ole Peter f 1849, i aftægt. Ole Peter boede hos dem 21 år til sin død i 1935.

Foto: Chr. Meyer ca. 1897.

Bagest star dyrlæge Andreas Heunrich Cleemann og hans hustru Olavia

Foran som nr. 1, 2 og 3 ser vi de tre ugifte ”Boletter”. Kvinden i midten er ukendt.

Olavia’s mor Johanne sidder til højre og børnene er dyrlægens Laouise og Jens Ring.

Uddrag fra Jens Ring Lottrup Cleemanns beretning fra 1953 om barndomshjemmet i dyrlægeboligen i Hammershøj.

”Da far og mor blev gift boede de i et hus midt i Hammershøj, og her blev vi fem søskende født.

Vi gik i skole hjemme fra kl. 0830 til kl. 12. I flere år var lærerinden min mors yngste søster, Ingeborg. Hun var striks, jeg var ikke glad for hende. Heldigvis blev hun gift, og siden var vi glade for moster Ingeborg (Ryomgård). Da vi flyttede til bedstefars hus, måtte vi hjælpe til, hvor der var brug for os. Min broder Johan og jeg måtte op kl. 7 for at gøre rent i stalden og gøre de to heste klar, og om søndagen var der nok at gøre med at smøre seletøj, vaske vogne m.m.

   Min mor var en høj statelig køn kone, dygtig til alt og kunne tage enhver situation, og hun var meget respekteret hos den fine familie i Århus. Mor havde sin egen stol i kirken, foroven. Mor var et selskabsmenneske. Fader var det modsatte, men et mere harmonisk hjem fandtes ikke. Fader kørte i praksis hele dagen og kom træt hjem, og selskabelighed blev der ikke meget af.

I ferietiden, der var mors og fars bedste tid, kom der mange gæster. Een gæst svigtede aldrig. Det var moster Anna fra Ribe, der have forberedelsesskole til Ribe Latinskole. I ca. 60 år var hun fast gæst i sommer- og juleferier, og vi holdt meget af hende.

         Da jeg var ca. 12 år, kom jeg til Århus for at gå i skole i Latinskolen bag Dom  

         kirken.  

         Jeg boede hos onkel Hans og moster Marie, der var købmand i Søndergade 39.

         Der boede også min broder Johan, der var kommet dertil før mig.

   Foruden onkel Hans og moster Marie havde vi en masse familie i Århus. Jeg fik besked på at gå på bryggeriet Ceres og hilse på mors kusine Ingeborg Kristiane f. Lottrup, der var gift med etatsråd Meulengracht. Der var modtagelse fra 3 – 4, og man blev lukket ind til etatsrådinden. Hun var altid meget venlig mod os børn – selv havde hun ingen. Når der var børnebal på Teateret, inviterede hun os med. Det gik fornemt til, hendes karet med kusk og tjener hentede os.

Onkel Jørgen og tante Laura boede i Mejlgade. Han var brændevinsbrænder med en ret stor fabrik og købmandshandel. Desuden havde han kreaturhold, hvor han fedede ungkreaturerne med bærmen fra brænderiet. En søn Christian overtog virksomheden. Han sad i byrådet og var med til at lade Århus Teater bygge. Jeg kunne frit benytte hans fribilletter til teateret på 2. række 1. parket”  

 

 

 

 

 

 

Fra en familiefest i Hammershøj 29/7 ca. 1900.

Bagest fra venstre: Ejner Borberg, Johannes Lottrup, Severin Lottrup, Christian Lottrup-Andersen,

Hans D. Lottrup og Andreas Cleemann.

I midten fra venstre: Fru Peter O. Hansen, Olavia Cleemann, Marie Lottrup og Peter O. Hansen.

Forrest fra venstre: Anna Lottrup, Louise Jørgensen f. Cleemannn og Axel Kaarsberg Lottrup.

Børnene er dyrlægens: Johan, Peter, Johanne og Jens Ring.

8 b.     Elise Christine Lottrup 1857 – 1891, blev 1881 gift med min farfar Hans Hollesen Dahl Lottrup. Se senere.

8 c.      Severin Claudius Wilcken Lottrup, f. 1857, cand. pharm. 1. gang gift med Elis                                 Wigelsen, 2. gang med Astrid f. Juul.

Syv børn:

7. Lars Christian Lottrup f. 1887. gift med Elisabeth Baden, journalist og forfatter.
   To børn: Bente og Lars Lennart..
8. Ane Sophie Christiane Lottrup f. 1888 gift med kriminalassessor Jacobæus..
   To børn: Elisabeth gift med Adam Moltke og Erik.
9. Johan Wigelsen Lottrup død som spæd.
10. Gerda Lottrup, f. 1893 gift med overbanemester Victor Heise.
    Tre børn: Vibelie, Preben og Annalis
11. Agnes Lottrup, f. 1915 gift med cand. polyt. Ejnar Bertelsen.
    Et barn: Poul.

5. Johanne Christiane Lottrup f 1915.gift med Erik Mengel.
6. Agnete Marie Lottrup f. 1918.ugift.

1. Severin Lottrup’s beretning om sit barndomshjem ses ovenfor.
   Han var cand. pharm. og apoteker i Mariager 1886-96, og blev senere forretningsfører på Bryggeriet Ceres. Han havde sommerhus på ”Korsbakken” ved Slettestrand, hvor mange familiemedlemmer tilbragte sommerferier. Ca.300 m syd for Lerup Kirke står endnu 2 granitsøjler ved opgangen til ”Korsbakken”. Den ene med signaturen: ” SL” og den anden med ”1911”.
2. Maltha Lottrup f. 1904 har i 1976 skrevet en beretning om sine ferier på Korsbakken.

8 d.      Johan Lottrup f. 1861, død efter ulykke i hjemmet 1865.

8 e.      Anna Lottrup , f. 1863 ugift. Gennem mange år lærerinde på en forskole til Varde

Latinskole. Ved sin død i 1945 havde hun ophold i refugiet på Ribe Kloster. Hun var meget afholdt i familien og tilbragte alle ferier i Hammershøj.

8 f.                   Marie Augusta Louise Lottrup, 1865 – 1938, blev 1893 gift med min farfar Hans

           Hollesen Dahl Lottrup. Se senere.

8 g.      Peter Agathus Bloch Lottrup f. 1867 gift med Elisabeth f. Hansen. Kasserer på Ceres.

To børn:

4. Knud Bernhard Lottrup f. 1904, ingeniør, gift med Ella f. Jensen.
   Et barn: Peter, f. 1944. Konvalvej 137, Mjøndalen, Norge.
5. Inger Elisabeth Lottrup f. 1908 gift med Bent Røder. To børn: Lisbeth f. 1939 og Bodil f. 1944.

8 h.      Ingeborg Azer Lottrup f. 1868 blev 1894 gift med Jens Thomsen f. 1872.

Som 26 årig var hun lærerinde for sin moster Olavia’s børn i dyrlægeboligen i

Hammershøj, da hun traf den mand, hun elskede og giftede sig med, selvom hendes familie mente, at hun giftede sig under sin stand.

Det medførte, at hun livet igennem kun var i ringe forbindelse med den øvrige familie, men er grund til at glæde sig over, at hun havde modet, idet hun og hendes mand skabte deres egen store familie.

Ingeborg Azer og Jens Thomsen

Foto fra 1935.

Jens var oprindelig bager, men blev kreaturhandler, og ægteparret boede livet igennem

i Ryumgård, hvor døde i 1955 og Ingeborg Azer i 1959.

Deres seks børn:

1. Ringga Johanne Lottrup Thomsen, f. 1895 gift med Henrik Sæterdal Larsen, bosat Bergen, Norge.
   En datter: Solveig.
2. Anna Maria Lottrup Thomsen, f. 1896 gift med el-installatør Andreas Hall, Viborg.
   Tre børn: Karen, død som ung, Jørn Vilhelm og Fritz
3. Ida Marie Lottrup Thomsen, f. 1897 gift med en landmand. Nærmere foreligger ikke.
4. Svend Aage Lottrup Thomsen, f. 1899, el-montør gift med Karla.
   Fire børn: Arne, Knud, Erik og Tove.
5. Oluf Kristian Lottrup Thomsen, f. 1901, chauffør gift med Gudrun.
   Et barn: Ole.
6. Holger Lottrup Thomsen f. 1908. vicetoldinspektør, Ridder af Dannebroge, gift med Else Rigmor f. Petersen.
   To børn: Niels 1946-1968 og Jens Lottrup 194?

(Afsnittet om Jens og Ingeborg skal justeres….)

 

Vi er nu nået til min oldefar på mandssiden:

8. led

Christian Lottrup født 11/2 1809 på ”Holmgård”, Skals sogn, som den ældste i børneflokken. Han ville være landmand og købte 14/4 1844 som 35 årig ”Hejring Kirkegård” ved Klejtrup for 6000 Rigsbankdaler. Gården ligger på en kirketomt, og dele af kirken kan ses i stuehusets kælder.

Året efter giftede han sig med sin kusine Jakobine Jensine Kaarsberg Kruse f. på ”Lynderupgaard” i 1816 (hendes mor var søster til Ole Christian L.).

Deres tre børn

8 a.      Ingeborg Lottrup f. 1847, død 1917, gift med købmand Hans Peter Andersen, Klejtrup. 2 børn:

1. jenlæge, dr. med. Christian Lottrup Andersen f. 1877 gift med Betty Pedersen.

Et barn: Sonja f. 1920.

2. Eksportørkontrollør Anders Holger Andersen, f. 1879 gift med Rosette Petersen 2. gang Ane Kirstine Jensen.

Et barn: Ellen.

8 b.      Ole Peter Lottrup, f. 1849 død ugift 1935.

8 c.      Hans Hollesen Dahl Lottrup – se senere.

Christian Lottrup drev ”Hejring Kirkegaard” i 36 år. Allerede 21/5 1863 mistede han sin kone. Børnene var da 16, 14 og 12 år, og han giftede sig ikke igen.

I mere end 30 år var han lægdsmand og sognefoged i Klejtrup sogn.

Han var fyldt 70 år, da han som sognefoged var med til at opklare dobbeltmordet i Klejtrup i 1879. Som sognefoged og dermed politimyndighed blev han tilkaldt, da man fik mistanke om, at der var sket noget forfærdeligt hos handelsmand Pedersen, Klejtrup, og som viste sig at være et dobbelt drab.

Efter undersøgelser på stedet indsendte han denne rapport til herredsfogeden i Rinds-Gislum herreder:

”Da Jeg i Middags Kl. 1 ½ blev hentet til Gaardmand Jensen, da de ikke havde set noget til hans Farbroder P.Pedersen i Dag, og fik flere Mænd tilstede for at see ind ad Døren, men den var lukket inden paa, og gennem Vinduet kunde man see ham, men ikke raabe ham op. Saa blev der taget et Vindue ud, og et skrækkeligt Syn: 2de Mennesker, Peder Pedersen og en Mand til, var slaget med en Kølle, som laae i Sengen, i Ansigtet, saa det var helt blodig, et skrækkeligt Syn, og med Strikker nsomkring Hovedet, og der var gjort Ild paa, men det var ikke lykkedes at afbrænde Gaarden; Nøglen til Døren var borte og Skabet brækket og Pengene stjaalne.”

 

Senere var med til at dømme og underskrive dødsdommen over dobbeltmorderen Rasmus Mørke, og han var vidne 4. januar 1881, da Rasmus Mørke på Klejtrup Mark og i overværelse af 6.000 mennesker blev halshugget på Klejtrup Mark.

På forlaget ”Broløs” i Herning/Gjellerup er i 1983 udgivet bogen ”Dobbeltmorderen Rasmus Mørke” af Jacob Christensen, der i alle detaljer beskriver den forfærdelige misgerning.

Foto fra ca. 1895.

Brødrene Christian og Jens Ring Lottrup

17/4 1882 overdrog han gården til sønnen Ole Peter og var på aftægt hos ham, men fortsatte som lægdsmand og sognefoged.

8. januar 1886 hædret med udnævnelse til Dannebrogsmand.

Han døde som 90 årig 21/9 1899.

Sønnen Ole Peter, der var ugift, blev i familien kaldt ”Gamle Ole” og havde vel altid været gammel. Nogle i familien mente, at hans gård havde givet Johs. V. Jensens inspiration til Himmerlandshistorien ”Syvsoverne” I 1914 solgte Ole Peter gården til søstersønnen Peter Frederik Cleemann gift med Nanna Elisabeth Busk, og kom på aftægt hos dem til sin død i 1935.

Christian og Jakobine samt sønnen Ole Peter er begravet på Klejtrup kirkegård. Graven blev sløjfet i 1975.

9. led.

Min farfar Hans Hollesen Dahl Lottrup blev født 16. juni 1851 på gården ”Hejring Kirkegaard” i Klejtrup sogn (han er opkaldt efter en onkel). Efter endt skolegang kom han i handelslære hos købmand M.C. Holst i Århus, og man kan endnu se købmandsgården han lærte i, idet den står som museum i ”Den gamle by” i Århus.

Kun 22 år gammel etablerede han sig som købmand i Søndergade 39, Århus. Han var ikke gammel nok til at få næringsbrev, og det problem hjalp hans farbroder, den kendte Århus købmand og brændevinsbrænder Jørgen Schydts Lottrup, ham med at løse, idet han lod sig beskikke som Hans D.s kurator.

1. gang gift i 1879 gift med sin kusine Elise Christiane Lottrup f. 10/3 1857 i Hammershøj.

Deres tre børn:

9 a.   Jens Johannes Christian Lottrup, f. 6/5 1880.

9 b. Axel Kaarsberg Lottrup, f. 15/2 1882 og

9 c.   Svend Aage Lottrup f.29/9 1886.

  

   Elise døde 20/7 1891, uden at vi kender dødsårsag , og Hans D. blev gift 2. gang med Elises yngre søster, Marie Augusta Louise Lottrup f. 8/4 1863, der kom i huset hos ham kort efter Elises død.

Et barn:

9 d.   Maltha Conrad Lottrup, f. 4/2 1904.

Tre af Jens Rings børn i 1868.

Olavia f 1855 med Peter f. 1867 og

min biologiske farmor Elise.

9 a. Jens Johannes Christian Lottrup, f. 1880, kom efter skolegang i handelslære, og fra omkring 1900 tallet gjorde han en smuk karriere som prokurist og sælger i kornfirmaet       ”Kjær-Mørke”. Fra 1926 til 1938 var han ansat i faderens købmandsgård i Mørke.         Han blev i 1911 gift med Ane Kjær, der var gæstgiverdatter fra Vestervig.

Deres to børn:

1. Knud Kjær Lottrup, f. 1912 og død 1991. Ekspeditionssekretær og gift med Oda

Hindby. Ingen børn.

1. Anna Elisa Lottrup f. 1914 og død 2000. Ugift direktionssekretær. Ingen børn.

Jens Johannes Christian døde i 1962 og Ane i 1967.

9 b. Axel Kaarsberg Lottrup vender vi tilbage til.

9 c. Svend Aage Lottrup, f. 1886 døde 6/8 1892 uden at vi kender dødsårsagen.

9 d. Maltha Conrad Lottrup, 1904.kom i 1921 i handelslære i købmandsgård i Tustrup på Djursland, og fortsatte sin uddannelse i en større købmandshandel i Sønderjylland.

I 1926 blev han ansat i faderens købmandsgård i Mørke, og i 1939 blev han bogholder i ”Pindstrup Mosebrug”, Pindstrup, der i de følgende år udviklede sig til en betydelig virksomhed. Han blev pensioneret derfra som kontorchef i 1974.

Efter at have bygget et smukt beliggende hus i Pindstrup blev han 23/12 1952 gift med Karen Knudsen f. 1919.

Et barn:

Hans Ingemann Lottrup, f. 5/7 1955, cand. merc., marketingschef og bosat i Vejle. Gift 1. gang i 1975 med Tove f. Thomsen, der er lærer. Skilt i 1989.

To børn:

1. Christian Lottrup, f. 25/12 1980, stud. med.

4. Maria Lottrup, f. 17/8 1984.

Gift 2. gang i 1993 med pædagog Dorte Sørensen.

Et barn:

Anne Lottrup Sørensen, f. 10/11 1995.

Maltha Conrad Lottrup døde i 1994 og Karen i 1984. De er begravet på Pindstrup Kirkegård ved den kirke, som Maltha gennem mange år var værge for og havde været med til at projektere og bygge.

Maltha var sine aldrende forældre en meget stor støtte, og var meget afholdt i familierne, som han holdt forbindelse til. Han besad en meget stor viden om familien, som jeg gennem samtaler med ham herom, har kunnet drage nytte af i forbindelse med denne beretning.

Gennem en meget lang årrække var han kasserer i menighedsrådet, og ved sin fratræden var han formentlig Danmarks ældste menighedsråds kasserer.

Tilbage til Hans Hollesen Dahl Lottrup (Hans D.) der i 1912 besluttede at sælge forretningen på Søndergade. Omkring 1900 tallet begyndte befolkningstallet at stige i Århus. Store beboelsesejendomme skød op i kvarteret omkring St. Pauls Kirke., og her har Hans D. set mulighed for at skabe sig en større forretning.

I 1912 købte han to ejendomme i St. Paulsgade, og her indrettede han en ny købmandsforretning og flyttede ind i en lejlighed på 2. sal.

Midt i 1920’erne fik Marie en kredsløbssygdom, der bevirkede at hun fik højre ben amputeret tæt ved hoften. Det nedsatte naturligvis hendes udfoldelser, men hun var aktiv i hjemmet, fortsatte sammenholdet i familien og var meget dygtig med sine håndarbejder.

Hans D. Lottrup udenfor sin forretning i St. Paulsgade i 1925.

I 1926 var sønnen Johannes blevet afskediget fra sit firma i Mørke og stod uden beskæftigelse. Det gav anledning til overvejelser og beslutninger, der skulle få dybtgående følger for hele Hans D.s familie.

Hans D. var på det tidspunkt 75 år, Johannes 46 og Maltha 22 år. Sammen traf de beslutning om, at Hans D skulle sælge forretning og ejendomme i St. Paulsgade i Århus, og derefter købe Kjær’s købmandsgård i Mørke, som var sat til salg.

Meningen med at købe købmandsgården var at sikre de to brødre en fremtid., og det havde der også været god mening i, hvis de også havde overtaget det økonomiske ansvar i forbindelse med købet og driften af købmandsgården.

Der er ikke tvivl om, at Hans D. var en yderst velstående mand, da han havde realiseret sine værdier i Århus, men det og mere til blev sat til i forbindelse med købet af købmandsgården i Mørke.

Hans D og Marie fik bolig i købmandsgården, hvor også Maltha fik sin egen beboelse og havde husholdning sammen med forældrene.

Johannes og Ane kunne blive boende i deres villa, der lå tæt ved købmandsgården.

Foto ca. 1930

Marie og Hans D. Lottrup.

Hans D. var ejer af virksomheden, men hans høje alder betød, at han kun i ringe grad tog del i forretningens drift. Fra ferier i Mørke husker jeg ham som en sirlig, ældre herre, der tilbragte dagen på kontoret

Maltha stod for salget i butikken, og det praktiske med to lærlinge og en gift chauffør/forvalter. Butikken var det, man kalder en blandet landhandel med kolonial, isenkram og landbrugets fornødenheder.

Johannes stod for salg af korn og foderstoffer fra kontoret bag butikken, og førte forretningens bogholderi.

Fordelingen af det økonomiske ansvar i købmandsgåden, kan man undre sig over, men at landet få år efter ville komme i en dyb økonomisk krise, der navnlig ramte landbruget, var ikke til at forudse

Krisen ramte købmandsgården i Mørke med stor kraft, og ikke mindst fordi man indlod sig i for stor kreditgivning til de nødlidende landmænd.

Hans D. døde som 82 årig 23/5 1934 på sygehuset i Randers efter en prostata operation. Med de tre sønners accept kunne Marie sidde i uskiftet bo, og fortsætte som ejer af købmandsgården, men da hun døde 3/12 1938, skulle boet gøres op

Axel og Maltha valgte at give arveafkald, mens Johannes meddelte Skifteretten i Hornslet, at han som enearving vedgik arv og gæld i boet og anmodede om privat skifte, og det meddelte Skifteretten ham 21/1 1939.

At han gjorde det forekommer uforståelig, idet han måtte være vidende om, at firmaet gennem lang tid havde manglet likvid kapital, og en stor del af varelageret var i konsignation, og en status pr. 31/12 1938 viste klart, at virksomheden var insolvent.

Få dage efter meddelte skifteretten da også Hans D. Lottrup’s bo i betalingsstandsning, og kreditorerne overtog købmandsgården, og Johannes eget bo. Det betød at han med kort varsel måtte forlade hus og hjem.

Desværre medførte det, at Johannes afbrød enhver forbindelse til min far. Det omvendte havde vel forekommet forståelig, idet min far ikke blev spurgt, da købmandsgården blev købt, og hans fædrene arv blev sat overstyr.

Forholdet blev dog helet efter nogle år, således at de tre brødre kunne genoptage deres elskede l’hombre.

Hans Hollesen Dahl Lottrup, Elise Christine Lottrup og Marie Augusta Louise Lottrup ligger begravet på Århus Østre kirkegård.

1. led:

Min far Axel Kaarsberg Lottrup f. 15/2 1882 i Århus

Efter en halv snes ungkarleår i Randers mødte han en sød lille advokatelev, og dermed var deres skæbne beseglet. 29/3 1912 blev han gift med min mor Jenny Pedersen, f. 31/12 1889, datter af overportør ved DSB Søren Pedersen, 1849 – 1908, og Hansine f. Hansen, 1853 – 1935.

Deres tre bøn:

10 a. Aage Kaarsberg Lottrup f. 8/3 1913.

10 b. Erik Kaarsberg Lottrup f. 2/10 1917.

10 c.   Paul Kaarsberg Lottrup f. 9/4 1919.

Min far var ni år, da hans mor døde, og 10 år, da hans lillebroder døde. Han oplevede således megen sorg i sin barndom. Han har dog aldrig talt om det, og det er mit indtryk, at han holdt meget af sin nye mor, og at de livet igennem havde et godt forhold til hinanden..

Han gik i latinskolen i Århus og lærte latin. Selv i sin høje alderdom kunne han remse de latinske verber. Han blev nu ikke student, men bankuddannet i Handelsbanken i Århus. Værnepligten aftjente han ved Intendantur Korpset i København, inden han i 1902 blev bank- assistent i den nyoprettede Handelsbank filial i Randers

Min far var en yderst pligtopfyldende bankmand. Der bortset fra sine seneste år i banken var både glad for sit arbejde og tryg i sin gerning og aldrig havde en sygedag.

Axel Kaarsberg Lottrup

Ca. 1912

En bank dengang lignede slet ikke de banker, vi kender i dag. Der var højt til loftet, marmorgulve og mahogni møbler, hvor personalet stod op ved pultene og skrev i det store bøger. Man talte med nedsat stemmeføring., og der herskede en næsten sakral stemning i det smukke rum.

Min fars arbejdsplads gennem 46 år

Handelsbanken på Rådhustorvet i Randers.

Bankdirektøren. var en ophøjet person, der ærbødigt tiltaltes i tredje person. Bogholderen og kassereren var hans nærmeste medarbejdere. En faglig forening fandtes ikke.

Far har aldrig ejet en cykel endsige en bil. Gennem alle de mange år i banken gik han de 2-3 km fra hjemmet til banken på Rådhuspladsen 2 gange om dagen. Han var en kendt skikkelse i bybilledet, når han høj og rank og med lange skridt, svingende sin uundværlige stok gik til og fra banken. Man kunne stille sit ur efter ham.

Somrene igennem var han ivrig bader i Gudenåen og elskede solbadning, der formentlig medførte, at han mistede pigmenteringen i huden. Det begyndte som små hvide pletter, og til sidst var han nærmest albino.

Han var politisk interesseret på den måde, at han læste sin avis nøje, og lyttede til radioens udsendelser. Allerede fra krystalapparaternes tid, lyttede vi. Han var dybt rystet, da Steincke fik indført landets første sociallov. Ikke fordi han ikke ville hjælpe de fattige, men han var overbevist om, at de nye reformer ville føre til landets ruin.

Da vi boede i Strømmen, havde vi den yderste fattigdommen på nært hold. Ikke lagt fra os lå ”Haljærs Række”, hvor der boede ca. 15 familier i en lang række usle rønner, der nærmest havde middelalderlig karakter, og var beboet af børnerige familier.

To små stuer, vand fra en fællespumpe og afløb fra køkkenet til en rende i vejen, fælles latriner osv.. Mændene var arbejdsløse og kvinderne vaskede eller gjorde rent med en dagløn på 75 øre for 10-12 timers hårdt arbejde…

I radioen hørte vi Hitler komme til magten og samle det tyske folk til krig. De første år trak vi på smilebåndet, når vi hørte hans hysteriske retorik, men smilet stivnede som bekendt.

Far tog os med til politiske møder, hvor vi så og hørte datidens politiske koryfæer udfolde sig , og det var absolut ikke kedeligt.

Der blev sjældent talt bank hjemme. Kun da hovedkasserer stillingen var vakant, blev der talt en del om det, og der var stor glæde i hjemmet, da han fik stillingen.

Sidst i trediverne var de økonomisk forhold i landet ved at blive bedre. Det statiske samfund var ved at udvikle sig mere dynamisk, og der skete store ændringer også i banken.

En ung moderne uddannet bankdirektør ændrede banken fuldstændigt. Der blev indført maskinbogholderi, mere åbenhed og arbejdsgangene blev totalt ændret.

Så kom besættelsen med mørklægning og andre ubehageligheder, og oven i det kom en periode, hvor far ikke kunne få kassen til at stemme, og det sled hårdt på ham. Det viste sig at være en kollega, der stjal af kassen. Han fik en hård straf, men det hjalp ikke på fars nerver. Han fik det fik skræk for at kommed i banken, og måtte søge sin afsked i 1947, og kunne glæde sig over, at banken gav ham gode vilkår for alderdommen.

I hans liv havde der ikke været plads til et meget andet end hjemmet, banken og vennerne.

Han var dog medlem af to foreninger: Det konservative Folkeparti” og ”Den personlige Frihedsheds Værn”, der var et modstykke til afholdsbevægelsen.

Han var et beskedent menneske, der ikke stod forrest, når der blev fotograferet. Synge kunne han ikke, og jeg har aldrig hørt ham holde en tale eller byde velkommen – det gjorde mor.

Jeg tror han var glad for sin hverdag i banken med de faste rutiner. Også mor var glad for banken, og kaldte sig altid fru bankkasserer Lottrup.

Min mor Jenny f. Petersen, f 31/12 1889 var datter af overportør ved DSB, Søren Petersen, f 16/1 1849 død 29/11 1908 og Jensine Marie f. Hansen, f 26/4 1853 død 24/4 1935.

Der var en søn i ægteskabet, Hans Christian Petersen, der emigrerede til USA omkring 1890. Han bode i New Hampshire og var forvalter i et kul firma. Han var gift med den svenskfødte Bertha f. Winkelmann, og de havde børnene Walther, Henry og Alice.

Måske var det for at mildne savnet af sønnen, at de adopterede min mor. Der var et meget tæt og usædvanligt kærligt forhold mellem mor og min mormor, og hun ville ikke vide af sin biologiske familie. Selv en arv derfra fraskrev hun sig.

Min mor voksede op i Vestergade i Randers, hvor hun havde mange gode venner, der med deres ægtefæller, har været min forældres gode venner gennem hele livet.

I 1901 fejrede min morfar sit 25 års jubilæum ved `DSB. Han fik i den anledning et vægur, der er forsynet med en lille sølvplade: ”Overportør I.S. Petersen, Fra Personalet Randers St. 1876 – 1901”.

Uret er i skrivende stund i min besiddelse.

Omkring 1906 blev min morfar ramt af kræft og døde i 1908.. Han var en af de første, der modtog strålebehandling hos Niels Finsen, hvis billede hang i

Foto af Jenny Pedersen som 12-årig

Mine forældre blev viet i St. Mortens Kirke i Randers 29/3 1912. og fik bolig i en efter datidens forhold meget moderne lejlighed på 2 sal i Strømmen 25, Kristrup, der er en forstad til Randers. Der var fire lyse og rummelige stuer med kakkelovne i alle rum. Der var lokum i gården med telefonbog, og natpotte under dobbeltsengen og vaske fad med vandkande i soveværelset.

Her fødtes de tre drenge, der efterhånden krævede mere plads. Først flyttede vi til Strømmen 7 A og senere nr. 23, inden mine forældre i 1932 købte en lille villa på Hans Bøjes Alle i Kristrup.

Jeg husker med glæde mine barneår med skolegang og søndage, hvor vi om sommeren travede i bakkerne, sejlede på Gudenåen med mine forældres venner, der havde motorbåd., eller fik 25 øre til en biograftur for at se Tom Mix eller Fy og Bi.

Mormor fyldte meget i vort liv. Hver søndag eller helligdag, var hun på besøg, der indledtes med højmessen i St. Mortens Kirke og en tur over kirkegården.

Nogle gange om året var vi på besøg hos familien i Mørke og de hos os. Mens damerne hyggede sig med deres ofte komplicerede håndarbejder – de skulle overgå hinanden, spillede den gamle købmand l’hombre med sine tre sønner i tæt cigarrøg, mens Paul og jeg gik på opdagelse i købmands gårdens kornmagasiner.

Husets venner kom til kortaftner og på særlige dage samledes de om middagsbordet hos hinanden.

Også mor havde faste rutiner i hverdagen med besøg på kirkegården mindst en gang om ugen, indkøb på torvet i Randers, ofte en kop kaffe på konditori, og ikke mindst bridgeeftermiddag med veninderne.

I deres sidste år var de plaget af sygdom, hvor navnlig mor led under eftervirkningerne af en blodprop, og hun døde på Randers Sygehus 18. april 1958.

Far klarede sig alene et stykke tid, men efterhånden var han mest hos os i Sulsted. I foråret 1964 kom han på plejehjem i Tylstrup, hvor Birgitte dagligt besøgte ham. Hun havde som sædvanligt sagt godnat til ham, da der tidligt næste morgen blev ringet, at han var sovet stille ind 23/11 1964.

Mine forældre er begravet på Randers almene kirkegård i mormors gravsted. Graven blev sløjfet i 1995.

10 a.  Aage Kaarsberg Lottrup f. 8/3 1913 i Kristrup

Han blev bankuddannet i Handelsbanken i Århus.

Sin værnepligt aftjente han ved Geodætisk Institut i forbindelse med opmåling på Island i sommeren 1933. På islandske heste og på feltfod havde han usædvanlige oplevelser. Han blev i 1936 med Caja f. Nielsen. De blev skilt i 1942, og i 1947 blev han gift med Lily Aagaard. Efter nogle år i Århus flyttede de til Varde, hvor hun døde som lægesekretær i 1999.

Aage tog realeksamen på Randers Statsskole og blev i 1929 elev i Handelsbanken i Århus. Efter at være blevet gift med Caja, blev han sælger i hendes fars kolonial engros firma. Senere blev han sælger i andre firmaer.

Aage har ingen børn. Han har i dette forår rundet 90 år og klarer sig alene med sin

lille hund i rækkehuset i Varde.

10 b.   Erik Kaarsberg Lottrup vender vi tilbage til.

10 c.   Paul Kaarsberg Lottrup f. 9/4 1919 i Kristrup

Han blev kontoruddannet i Randers. Han aftjente sin værnepligt ved Livgarden fra maj 1939, og var mellem de gardere, der kæmpede mod tyskerne på Amalienborg 9. april 1940. Efter nogle år som kontorist blev han sælger i større firmaer. I en årrække var han direktør i benzinfirmaet Gulfs afdeling i Aalborg, som han havde bygget op fra det første anlæg. Han var et glad menneske og en dygtig sælger.

Paul var ivrig lystfisker, og i en årrække formand for den lokale sportsfiskerforening. En for sent konstateret cancer medførte hans død, dagen før han kunne være blevet 60 år.

I 1943 gift med damefrisør Irma Karin Jensen, f. 1919 død 2002..

To børn: Jan Lottrup f. 1946 2 børn og Ann Lottrup f. 1960, 3 børn.

1. led:

 

Erik Kaarsberg Lottrup.er f. 2/10 1917 i Kristrup. I handelslære i 1933-37. Aftjent værnepligt ved Den kongelige Livgarde 1938 – 39. Kommis til 15/9 1940, og fra 18/9 1940 politibetjent Aalborg og pensioneret som landbetjent i Sulsted 1978.

Gift 1. gang 18/7 1942 med Ebba Inger Elisabeth Kjær, f. 9/9 1922 i Århus. Separeret i 1953 og skilsmisse i januar 1956. Tre børn:

11 a. Ole Kjær Lottrup f. 30/4 1944.

• Poul Kjær Lottrup f. 18/6 1946 død af lungebetændelse 8/12 1946.

11 c.   Per Kjær Lottrup f. 26/6 1950.

Gift 2. gang 1/4 1956 med sygeplejerske Birgitte Munklinde Spandet, f. 14/9 1927 i Timring, der begyndte ægteskabet med Ole og Per, og sammen har vi børnene:

• Axel Spandet Lottrup f. 6/7 1957.
• Hanne Spandet Lottrup f. 24/2 1963.

I 1941 traf jeg i venners lag Ebba Inger Elisabeth Kjær f. 9/9 1922 i Århus. som jeg 18/7 1942 blev gift med.

Hun var adoptivbarn af Katrine og Poul Petersen Kjær, der var pens. lærerpar fra Gåser, og nu boede i Aalborg. Hun var datter af deres søn Gustav Kjær og Gerda Pedersen, der ganske unge og uansvarlige ”kom galt af sted” efter et julebal.

Ebba tilbragte sine to første leveår på Lucas Stiftelsen i København, inden Katrine og Poul Kjær, der da var 55 år, og havde fire sønner, forbarmede sig over hende og tog hende hjem. De fik bevilling til adoption og opdrog hende, som var hun deres barn. Det har været vanskeligere, end de har kunnet forudse, og det er åbenbart, at hendes psykiske problemer, har sin rod i hendes opvækst.

Da jeg traf Ebba, var hun i huset hos forældrene. I juni 1942 døde Poul Kjær pludseligt, og 18/7 1942 blev vi gift i Kristrup kirke.

Efterhånden udviklede Ebba psykiske problemer, som vi søgte behandlet hos skiftende læger og en psykiater i København og ophold på rekreationshjem. Efter sin mors død i januar 1952 udviklede sygdommen sig, og medførte langvarige ophold på Statshospitalet i Risskov. En akut indlæggelse i august1952, hvor jeg gennemgik et pligtigt skoleophold i København, hjalp mine forældre mig, idet Ole på otte år boede hos dem og gik i skole i Randers, og Per på to år kom i pleje hos deres venners børn.

Igen i 1953 havde hun et langt ophold i Risskov, der fortsatte som ambulant behandling. Af praktiske grunde tog hun ophold og fik arbejde i Århus. Hun kunne stort set klare sig selv, og det blev efterhånden åbenbart, at hun trivedes bedst udenfor hjemmet. Hun traf da også en mand, der førte til vor separation i 1954 og skilsmisse 27/1 1956, hvor børnene blev hos mig, og hun blev fritaget for bidrag til dem.

Stort set var jeg alene med børnene fra august 1952, og det var derfor ikke fremmed for mig at klare hjemmet alene. Jeg havde hjælp til pasning af børnene, og i en længere periode en ung pige, Lis, som vi var glade for. Jeg var så heldig, at en lidt ældre dame, fru Rubin, der boede på samme etage, så efter børnene og hjemmet, og jeg er hende dybt taknemlig for hendes bistand.

Den dag i juni 1954, da Ebba hentede de ting i hjemmet, som hun ønskede, var en særlig dag. Jeg følte mig befriet for en enorm byrde, og lettet og glad over den måde, det var blevet løst på.

Ebba blev nogle år efter skilsmissen, gift med trafikassistent Kaj Hvillum, Østbirk, der var hende en god støtte, indtil hun døde i 1969. Et rodløst og ulykkeligt menneske, havde dermed fået fred.

I 1954 traf jeg en sød pige, og vi syntes så godt om hinanden, at vi fortsatte bekendtskabet, der udviklede sig til forelskelse, og hun – ikke alene i mig, men også i Ole og Per.

Hun hed Birgitte Munklinde Spandet f. 14/9 1927 og var fra Timring i Vestjylland. Hendes forældre Laurits Peder og Jensine Spandet havde en gård, som han selv havde skabt af heden, og i en børneflok på seks var Birgitte den ældste pige.

Hun kom tidligt ud at tjene, og tog hun til København som ung pige i huset. Det ville hun ikke nøjes med og besluttede at få en uddannelse. Først blev hun barneplejerske og i 1952 eksamen som sygeplejerske fra Kommunehospitalet i København. Ganske flot klaret med en syvårs skoletid som baggrund.

I maj 1954 satte hun kursen mod Aalborg for at blive røntgensygeplejerske.

Nu tilbage til mine første år i Randers. Jeg forlod skolen i 1933 året før min præliminæreksamen, idet jeg havde fundet en læreplads i en af byens gamle købmandsgårde. Jeg opsøgte selv købmanden, og med lidt besvær fik jeg mine forældre med på ideen. Skolen var ikke min bedste oplevelse. Derimod jeg var godt tilfreds med at være handelslærling i de fire år det varede. Arbejdet var meget varieret og lærerigt også menneskeligt, idet jeg oplevede såvel den store landbrugskrise som arbejdsløsheden, der hærgede landet i 1930’erne. Kosten var en del af min løn, der begyndte med 8 kr. pr. md. Jeg mødte kl. 7 og tog hjem kl. 18, fredag kl. 19 og lørdag kl. 21. I alt mindst 70 timer, men det er der næppe nogen, der tror på i dag! Om vinteren var der tilmed handelsskole fire aftener om ugen.

Som udlært i 1937 blev jeg ekspedient i byens førende kolonialhandel kaldet VIME på Rådhustorvet

I Randers. I 1938/39 aftjente jeg min værnepligt ved Livgarden og vendte tilbage til VIME.

Tjenesten ved Livgarden var af meget stor betydning for min udvikling dengang og senere i livet. Ikke mindst som politibetjent i de vanskelige besættelsesår, men også som aktiv gammel garder har jeg livet igennem draget nytte heraf og haft gode oplevelser..

Den tyske besættelse 9/4 1940 medførte varemangel, og udsigt til arbejdsløshed, der ikke huede mig. Da Politiet rekruttere folk, søgte og blev jeg 18/7 1940 ansat som politibetjent i Aalborg.

Det var ikke mit store ønske at blive politibetjent, og regnede vel i de første år med, at det var en måde at overleve besættelsestiden på, men det blev til 38 gode år i Politiets tjeneste, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg gik i Politiets tjeneste.

Tjenesten i Aalborg under besættelsen kunne medføre barske oplevelser, og jeg måtte gå ”under jorden” 18/9 1944, da tyskerne fjernede det danske politi og sendte ca. 2 000 politifolk i tysk kz-lejr. Jeg indtrådte i det illegale politikorps indtil Politiet igen trådte i funktion 13. maj 1945. Derefter gjorde jeg tjeneste i det særlige krisepoliti, der behandlede værnemagersager og sortbørs handel. I 1954 søgte jeg forflyttelse til Nørresundby, og blev landbetjent i Sulsted 1/3 1958.

Dermed havde jeg nået mine ønsker mål som politimand, og som jeg næppe havde nået uden at være blevet gift med Birgitte.

Birgitte og Erik Lottrup, 1956-

Naturligvis havde vi gjort os mange overvejelser, inden vi besluttede at gifte os, men vi var ikke i tvivl, det skulle være os. 1. april 1956 gik vi – alene to – til alteret i Ansgar Kirke og blev viet til hinanden. Efter en kort bryllupsrejse med besøg hos mine og Birgittes forældre, begyndte vi hverdagen i et dejligt nyt rækkehus i Frejaparken 22, Aalborg, hvor Ole og Per fik eget værelse.

Børnene havde ikke vanskeligt ved at knytte sig til Birgitte, og navnlig Per trængte til hendes omsorg, og der gik ikke lang tid, inden de ganske naturligt sagde mor til hende, og at vi følte, at vi altid havde været sammen.

6/7 1957 fik vi Axel og 24/2 1963 kom Hanne til.

I foråret 1958 blev stillingen som landtjent i Sulsted ledig. Sammen var vi ude at se på Sulsted og omegn, og 1/3 tiltrådte jeg så min ønskestilling.

Stillingen krævede bopæl i Sulsted, og uden midler, men delvis med egen arbejdskraft, opførte vi et hus med politistation på Hammervej 2, Sulsted.

Der gik ikke lang tid, før det rygtedes at der var kommet en sygeplejerske til sognet, og Birgitte blev ansat som hjemmesygeplejerske – først på deltid og siden som fast ansat. Det blev til travle og virksomme dage med en stor familie, hus og have og hertil pasning af politistationen i mit fravær, og der var dage, hvor telefonen glødede.

Kombinationen landbetjent og sygeplejerske passede godt sammen, og vi faldt begge godt ind i sognefællesskabet og havde gode naboer.

Huset på Hammervej blev solgt i 1974 og byggede nyt hus i Toftegårdsparken 17, Sulsted.

Jeg var meget glad for mit arbejde som landbetjent. Vi var fire landbetjente, der døgnet rundt sørgede for ro og orden i Nørresundby landdistrikt.. Det kunne give lange arbejdsdage, men arbejdet var afvekslende og medførte stor selvstændighed, som jeg satte stor pris på, og passede man sit arbejde, var der ingen, der blandede sig. Det ændrede sig i de seneste år, da Nørresundby politi kom til Aalborg politikreds, og jeg fandt derfor anledning til at søge min afsked som 60 årig i 1978 efter 38 års tjeneste.

I en halv snes år var jeg derefter tillidsmand i Alm. Brand Forsikring, der gav et pænt tilskud til pensionen. Lokal- og politihistorie og på det seneste slægtens historie har senere optager mig, og har givet sig i et par bøger, kronikker m.m.

Også Birgitte var aktiv uden for hjemmet og var således med til at starte Egnsminde Samlingen i Sulsted-Ajstrup og var i to perioder medlem af menighedsrådet.

Med campingvogn har vi tilbragt mange dejlige ferie, og efter pensionering har vi kørt rundt i det meste af Europa. Da vi syntes, at tiden var inde til at rebe sejlene, solgte vi huset i Sulsted og flyttede til et rækkehus i Vestbjerg, og det har vi ikke fortrudt.

Forskellige skrøbeligheder har da også meldt sig med alderen. Hjerteproblemer er blevet løst med Pacemaker, men letsindig omgang med en stige, medførte et brækket lårben, der plager mig på andet år.

Udover min tjeneste ved Politiet har jeg været aktiv i andre sammenhæng, som nedennævnte giver udtryk for.

Medlem af hjemmeværnet fra 1951 til 1971 heraf kompagnichef fra 1960 til 1971.

Medlem af Sulsted menighedsråd og kirkeværge 1965–1977 og 1993-97, formand for skolenævnet i Sulsted 1970-74. Bestyrelsesmedlem i Garderforeningen for Nordjylland fra 1951 til 1979, Sulsted Borgerforening 1962 – 1971, Sulsted El-forening, Elforsyningen Syd Vendsyssel 1963-1971.

Politiets Hæderstegn 1966. Hjemmeværnets Hæderstegn 1970, De Danske Garderforeningers Hæderstegn 2003.

Æresmedlem i Garderforeningen for Nordjylland 1980 og i Borgerforeningen i Sulsted 1995.

Efter pensionering ti år som tillidsmand i Alm. Brand til 1987 og lokalhistoriker, forfatter, foredragsholder, kronikør m.m.

Initiativtager til rejsning af mindelunden for ”Træfningen ved Hollandshus 18/8 1943” i Rold Skov. Afsløret 1993

Hvis man spurgte mig, hvad min største bedrift i livet har været, vil jeg ubetinget svare, at det er vore børn, og at jeg helt og fuldt deler den med Birgitte.

Vore fire børn:

11 a.    Ole Kjær Lottrup f. 30/4 1944 i Aalborg, bankuddannet, cand. merc., ejer af virksomhederne Elwis A/S og Elwis-Royal A/S, Gentofte. Gift 24/6 1972 med korrespondent Marianne Wilsbech, f. 12/3 1945 i Gentofte.

Fire børn:

4. Lillebror f. 11/1 1974, vuggedød d. 16/3 1974.
5. Henrik Wilsbech Lottrup f. 14/1 1975. cand. merc. 17/8 02 gift med cand. merc. Michelle Hartmann. Clemmensen 17/12 1972
6. Peter Wilsbech Lottrup. f. 14/1 1975 cand. merc., børsmægler. Samlever med stewardesse Maria Phillipsen f. 22/2 1976.
7. Søren Wilsbech L. f. 22/8 1978. stud merc. Samlever med stud merc. Anne Mette….

11 b.    Poul Kjær Lottrup f. 18/6 1946 død af lungebetændelse 8/12 1946.

11 c.    Per Kjær Lottrup f. 26/6 1950 i Aalborg. Uddannet ved landbrug og spedition. Værnepligt og sergent ved Raketstationen på Stevns. Gift 22/6 1974 med damefrisør Liv Oraug f. 6/7 1943. Spydeberg i Norge. Sammen flyttede de til Norge, hvor han drev speditionsforretning, inden de oprettede rejsebureauet ”Danferie” i Askim, der udlejer danske sommerhuse til nordmændene.

To børn:

1. Lars Oraug Lottrup f. 4/7 1975, Værnepligt ved Den Kongelige Norske Garde, salgsassistent.
2. Erik Oraug Lottrup. f. 7/2 1979, salgsassistent.

 

11 d.   Axel Spandet Lottrup f. 6/7 1957 i Aalborg. Aftjent værnepligt – senere sergent og sekondløjtnant ved Den Kongelige Livgarde, uddannet på Hærens Officersskole, nu oberstløjtnant, bataljonschef ved Trænregimentet, international tjeneste i Bosnien juli 2003 – februar 2004, Ridder af Dannebrogordenen, gift 3/7 1982 med børnehavepædagog Birgitte Eriksen, f. 7/12 1958 på ”Neisig” ved Ulsted.

Tre børn:

1. Kristoffer Peder Lottrup f. 23/3 1987, gymnasieelev.
2. Kirstine Marie Lottrup f. 3/3 1989.
3. Anne Sofie Lottrup f. 13/9 1992.

11 e.  Hanne Spandet Lottrup, f. 24/2 1963 i Sulsted. Uddannet sygeplejerske nu voksenunderviser. Samlever: cand. mag., musikterapeut, entertainer Lars Rye Bertelsen, f. 7/9 1961 i Herning.

To børn:

1. Katrine Lottrup Bertelsen, f. 4/11 199l.
2. Mads Lottrup Bertelsen, f. 3/5 1995.

Axel                              Per                              Hanne                               Ole

Foto fra 1980.

Litteratur og materiale der er blevet benyttet.

”Slægten Leegaard” udgivet som manuskript 1919 samlet af Jens Peter Harbo

Manuskriptet indeholder en udførlig beskrivelse af slægten Lottrup fra ca. 1713 – 1920.

Slægten Lottrup. Forarbejde til stamtavle ved Jørgen Seidelin Lottrup, 1929.

Stamtavle 1623 – 1945 udfærdiget af Maltha Conrad Lottrup ca 1945-

”Lynderupgård” Danske Slotte og Herregaarde, 1966, bind 11, side 365.

Dr. Phil. Birgit Løgstrup: ”Bondeopgøret på Lynderupgaard 1781/1802”.

Henrik Gjøde Nielsen: ”Lynderupgaard 1999”.

Fra Landsarkivet i Viborg:

Fotokopier af skiftet af 11/11 1803 vedr. Mette Marie’s overtagelse af Lynderupgård.

Fotokopier af skiftebreve fra 18o3 – 1807.

Fotokopi af skiftet 3/7 1824 efter Mette Marie salig Lottrup

J.P. Trap: Danmark 5.udgave. Ang,: Holmgård, Skals sogn Rinds Herred

Dvs. kopier af skøder vedr. køb/salg af Holmgård m.v.

Jacob Christensen: Dobbeltmorderen Rasmus Mørke. Forbrydelse og henrettelse. 1983.

Børge Hauen: ”Himmerland og Kjær Herreds årbog 1998: ”Fotografer i Hobro”. Fr. Chr. Meyer.

Fotokopi af Jens Ring Lottrup’s ”Wanderbuch”.

Severin Claudius Wilcken Lottrup: Erindringer fra barndomshjemmet. 1913.

Jens Ring Lottrup Cleemann: Erindringer fra barndomshjemmet. 1955.

Maltha Conrad Lottrup. Beretning om ferier på “Korsbakken”. 1920.

Købmand Ole Christian Ingvard Lottrup. “Erindringer. 1901”.

”Ceres bryggeriet ved åens bred” 1856 – 1

Litteratur og materiale beror hos Axel Spandet Lottrup (Tagskægget 39, 9380 Vestbjerg, e-mail:). Yderligere oplysninger og materiale, der vil kunne indgå i slægtshistorien modtages meget gerne.

* Rigsdaler = gældende dansk møntenhed fra ca. 1523 – 1813. 1 rigsdaler a 6 mark a 16 skilling.

* Ældre dansk måleenhed for en landbrugsejendoms ydeevne til brug ved beskatning.

** Birkeret er en retskreds i et nærmere bestemt landområde.

* Broder Lod = Den største del af noget.

* Proprietær ejer af en større gård,

* Fra Jørgen Christian Lottrups arkiv.

* Stænderforsamlingen var en standsdelt rådgivende forsamling, der sluttede sit virke ved Enevældens ophør i 1848. Stænder = stand. Standsperson, en kvinde af stand, at gifte sig under sin stand (kunne være værre end døden).

Advertisement